Pt sidder jeg på en cafe overfor mit nye hjem i et kollektiv i Athen, mit priviligerede valg. Jeg ankom til Athen igår nat/ tidlig morgen, efter et mislykkedes forsøg på at hitchike fra det nordlige Grækenland hertil. Efter 8 timer og 51 km valgte min rejsekammerat og jeg at vandre til den nærmeste landsby, fandt en bus til Thessaloniki hvorfra vi havde vores 6 timers bustur til Athen.
Jeg føler at jeg er kommet til et hjem, et kollektiv, hvor jeg sammen med skønne mennesker har plads og mulighed for at fordøje den sidste måneds tid ved den makedonske grænse i og omkring flygtningelejren i Idomeni. Jeg fortsætter mit simple humanitære bidrag herfra med dem...
Mine tanke er dedikeret til de skønne mennesker der dagligt bor og lever i og omkring den makedonske grænse.
Idomeni - intentioner og virkelighed
Min egen intention om Idomeni var en kort tur, 7-10 dage, være basic frontliner og lytte og gøre hvad de erfarne frivillige deroppe rådede mig til, simpelt at gøre hvad der var brug for. Jeg blev en måned. Flere omstændigheder gjorde at jeg efter 3 dage i Idomeni, sammen med 2-3 andre, blev ansvarlig for og oprettede et nyt madprojekt. Hummus Rights project - Idomeni. Så virkeligheden for mig blev koordinering, planlægning og masser af wrapping og pakning af 2000 madposer dagligt og over 3000 Hummus Wraps blev produceret. En fantastisk rejse at se noget vokse og blive til virkelighed, en virkelighed der gavnede mere end 3000 mennesker dagligt i Idomeni Camp og omkring de besatte tankstationer.
Teknisk er jeg også blevet, det lykkedes med stor hjælp at opsætte en facebookside for projektet, til sidst blev jeg helt god til billedupdates :) Har du lyst kan du tjekke den ud Hummus Rights Project - Idomeni.
Jeg er inderligt taknemlig for alle der bakkede op, og ikke mindst glad i hjertet over at have mødt og set så store hjerter omkring mig, samlet på et sted hvor frustrationer, håbløshed og magtesløsheden over den usikre og uvisse fremtid kunne være grobund for konflikter jeg end ikke kan forestille mig...
En dråbe skabte ringe i vandet...
Dagligdags valg i Idomeni
Dette bliver selvfølgelig set med mit perspektiv, set fra en vestlig med gyldent pas, der ved at hendes ophold i Idomeni er selvvalgt og kortvarigt. En frivillig der dagligt tog hjem til en sofa i en delelejlighed, med rindende vand elektricitet og varme. Det var mit eget valg at bruge de fleste af mine vågne timer i projektet. Jeg kunne til hver tid, have forladt projektet og taget videre eller blevet i sofaen. Pointen er det var mit valg, jeg havde og har retten over mine egne valg. Valg menneskene i lejrene og på tankstationerne ikke har i samme udstrækning. Jeg havde alle mine basisfornødenheder, havde alle mulige valg for hvad jeg ville spise, hvad jeg ville bruge af penge, hvordan jeg ville bruge min tid, hvem jeg ville være sammen med. Simple valg, men dog med kæmpe betydning for min hverdag.
Jeg er blevet meget bevidst om retten til at vælge, retten til at føle og vide at du har noget at sige i dit eget liv.... En ting er at vide at du er stjernen i dit eget liv, noget andet er at have muligheden for at styre noget så simpelt som jeg tog forgivet - at vælge/ bestemme min egen hverdag...
Line Line Line - saf saf saf - kø kø kø
I Idomeni er der madkøer, tøjkøer, informationskøer, vandkøer, teltkøer, tæppekøer - køer for alt!!! Hvad end du vil modtage skal du stå i kø, selv vores maddistribution var en kæmpe kø... Vi gjorde hvad vi kunne for at servere så hurtigt som muligt, alligevel stod menneske der i kø ofte mere end en time, mens andre måtte gå tomhændede efter timevis. Køerne skal du stå i, hvis du vil modtage noget, køerne er der i vejrets luner, regn blæst og sol på åbne marker med alt for lidt ly...
Nogle køer har regler, andre har rammer, vores køer havde rammer. Rammer vi måtte håndhæve for at holde frustrationerne lave og tiltroen til os god. Kvinder og mænd hver for sig, børn kunne selv vælge. Menneskene i lejren valgte selv at oprette køerne således. Vores intention var en linje, men de organiserede anderledes og de vidste bedst. Menneskene i lejren ved hvad der fungerer, og ved hvad der giver mening for dem, vores opgave er at lytte og tilpasse, uden at falde i en fælde hvor nationaliteter kan blive diskrimineret.
Vi prøvede at tilpasse vores madposer, så de gav bedst mening ernærings- og smagsmæssigt. Vi prøvede at tage hensyn til miljøet, fødevaresikkerheden kom dog altid først. Virkeligheden er også at behovet for nødhjælp er så stort at miljøet ikke er førsteprioritet, mere end 14.000 mennesker bor i Idomeni Camp.
Samle affald efter os, hjælpe menneskene med affaldskasser og give dem muligheden for at rydde op efter sig selv - viste sig at være et kæmpehit. Disse mennesker vil gerne passe på deres omgivelser, og ikke mindst vil de gerne have muligheden for at lave noget meningsfuldt. Hvem ville have troet at "at samle affald" blev en hovedattraktion og en begivenhed mange mennesker deltog med glæde i. Handsker og affaldsposer var en fast del af vores udstyr når vi kørte til lejren. At vise vejen og give muligheden blev en af vores største successer...
Fremtiden i Idomeni
Fremtiden er selvfølgelig som alt andet i denne humanitære og politiske krise uforudsigelig. Jeg kan ikke forestille mig at Idomeni bliver evakueret i den nærmeste fremtid, 14.000 mennesker lever der, kun et fåtal ønsker at vende hjem til deres krigsramte lande, et endnu mindre antal har fået deres første officielle møder med autoriteterne. De fleste jeg talte med, holder fast i håbet om at grænsen åbner og/ eller at EASO (relocation program til andre EU-lande), ISO (hjemsendelsesprogram) og asylsystemet i Grækenland kommer til at virke igen. Pt er ALLE programmer mildest talt fastfrosset.
Flere selvstændige frivillige grupper er nu ved at omdirigere deres umiddelbare direkte nødhjælp til mere bæredygtige projekter, hvor menneskene i lejrene og på tankstationerne får en større indflydelse på egen dagligdag. Det være sig oprettelse af camping køkkener, uddeling af basis fødevarer, oprettelse af 24t tøjdistributionssteder hvor de selv kan vælge tøj, fremfor take-it-ore-leave-it-distribution. Projekter der skal give menneskene en form for mulighed for valg, samt give dem muligheden for eksempelvis at lave egen mad fremfor at stå i bagende sol i lange lange køer...
Det er stadig givtigt og vigtigt at ser bliver udleveret færdig mad, specielt for dem som ikke har og måske aldrig får muligheden for at kunne kokkére selv.
Jeg ved også at de fantastiske mennesker der overtog Hummus Rights, nu også arbejder på den bedst mulige nødhjælp fremadrettet i Idomeni, og jeg følger deres engagement og smukke hjerter med glæde...
Den reelle fremtid
Basishjælpen kan ngo'erne sammen med de frivillige levere hvis alle er indstillet derpå. Den største faktor, menneskenes fremtidsvilkår, kan ingen af os ændre, det kræver ikke bare politiske løsninger men først af alt politiske handlinger. Vi kan gøre opmærksom på disse menneskers skæbne, deres levevilkår og nok så mange gange fremhæve at basis menneskerettigheder og deres asylrettigheder ikke bliver overholdt.... Men i bund og grund kan vi som individer ikke ændre deres situation, det er ude af vores hænder - udenfor vores rækkevidde...
Det betyder dog ikke at vi ikke kan gøre noget, for det kan vi, du bag skærmen og jeg hernede. Du kan være med til at lægge et politisk pres, jeg kan være til stede, se og behandle menneskene foran mig som hvad de er - mennesker!!!
Det kunne være dig eller mig i denne situation, hvordan ville vi selv behandles hvordan ville vi ønske andre mennesker talte om os. Jeg kender mit svar, jeg ville ønske at bliver behandlet med respekt, smil, humor og værdighed som alle andre mennesker burde behandles i deres hverdag. Intet mere intet mindre. Menneske til menneske...
Idomeni - tak
Tracy Chapmans smukke sørgmodige sange fulgte mig i Idomeni, samtidig med at jeg så kærligheden og viljen blandt disse mennesker til at ville leve , at ville være, at ikke ville knægtes - troen og håbet på livet som sin helhed. Den anden side er også, at 2 mænd, hvoraf den ene var mindreårig, har sat ild til sig selv i ren frustration. At menneskene lever i et dagligt protest-miljø hvor nogle demonstrationer er fredelige og fulde af håb, mens andre ender med at al distribution bliver lukket for at sikre at der ikke sker voldelige optøjer.
En ting er sikkert, jeg vil aldrig glemme Idomeni, aldrig glemme børnenes smil deres leg i køen, samtalerne med kvinderne og mændene. Tusinder af ansigter i alle humørlag, samtaler, interaktion kommunikation alle -ionerne har uden tvivl beriget mit sind...
Det sidste jeg sagde i Idomeni til vores gode græske wholesaler, som blev en nær ven, var "Im glad that Im sad of leaving, cause it means it meant something being here" Han istemte "I'm glad that I'm sad to, but you are crazy" <3
Jeg tager menneskene med mig i hjertet, ikke mindst de frivillige der dagligt hjalp i lejren som selv er flygtninge, deres ord og deres ønske om held til mig smiler og glædes jeg over.
Tak fordi du kære menneskene bag skærmen læste med, her er min hjernes version af nogle af de Tracy sange der kører rundt ;)
Kærlighed fra mig til dig <3
....Across the Lines
who would dare to go
under the bridge over the tramps
which separate white from blacks
Choose side, run for your life,
Tonight the riots begin....
....Last night I heard the screaming,
Then a silent a chill my soul
Thought that I was dreaming,
When I saw the ambulance on the road
The police always coming late, if they coming at all
The policeman said :I'm here to keep the peace
And the crowd dispersed I think we all could use some sleep...
Når jeg læser dine ønsker for menneskene i Idomeni og så ser dette opslag, så er det jeg tænker, hvad er det for en verden vi lever i, hvor vi ikke skaber rum for de som trænger
SvarSlethttps://www.facebook.com/lighthouserelief/?fref=ts