Hverdagsliv på Lesvos

Kære menneske bag skærmen 

Denne gang hverdag, busarrivals og mine tanker hjemmefra og nu. Disse tre emner er dem der fylder for mig lige nu, udover vejret som er en kæmpefaktor i mulighederne for at holde flygtningene i live.

Hverdagen

Min hverdag er i BDFM, en organisation, der er ved at finde sin vej ind i at blive officielt registreret på græsk grund og dermed kunne operere, uden frygten for arrestationer. Lad mig først pointere Bdfm har ikke oplevet arrestationer selv, vi oplever "kun" en masse bureaukrati, hvilket medfører udfordringer i vores hverdagsnødhjælp til flygtningene.

Små udfordringer som politiholdskift i løbet af dagen, der hver især vil have vores arbejde til at foregå på forskellige måder. Et eksempel, Bdfm hjælper med at informere flygtningene ved ankomst om hvilken side af lejren de skal gå til for at få en ticket, der fortæller hvornår det er deres tur til at blive registreret. Når de så kommer ind i registreringslejren, står der frivillige fra Bdfm ved registreringskøerne, der sørger for at det er dem med de rigtige billetter der står der. Samtidig holder de køen rolig, i bund og grund crowdcontrolling. Er køen rolig, går registreringen nemmere. Nogle gange vælger politiet at vi ikke må være indenfor gaten, lig med at vi ikke er til stede i køerne, så kan der opstå store frustrationer blandt flygtningene og det til tider pressede politi. Disse frustrationer, mener jeg personligt kan undgås hvis og når vi har frivillige nok, der får lov at hjælpe til i samarbejde med politiet og frontex, frontex er dem der står for den officielle registrering.

Skifteholdene

Hmm prøver lige igen at komme tilbage til min hverdag :) Jeg møder ind ved 9-tiden, bliver briefet med de andre frivillige af morgenholdskoordinatoren, om hvad der er sket i løbet af natten. Så sammensættes arbejdsholdene, hvem gør hvad. De forskellige hold er distributionteltet - uddeling/ sortering af tøj, registreringslinjerne ( hvis vi er tilladt indenfor på dagen), oprydning og sortering på pladsen, infrastruktur - telteopstramning pasning af pladsen og opførelse/ ombygning af telte og busarrival - hvor jeg står med et hold og tager imod de nyankomne flygtninge og sørger for de får den rette hjælp. Derudover kører te og mad- teltene deres egne skift, en kæmpe hjælp indsats og betydning for Bdfm i sin helhed.

Kl 17 møder aftenholdet til briefing og 17.30 overdrages vagten til dem. Kl 01.00 til 01.30 overdrages til natteholdet. ( Min iPad vil skrive nattehimlen istedet for natteholdet, et ret hyggeligt navn til de skønne nattemennesker :) )

Busarrival

Nåh men busserne, og hvad jeg egentlig laver til daglig her på Lesvos. Jeg endte ret hurtigt med en tre vagter i træk på busstedet, og da jeg er langtidsfrivillig gav det mening at jeg blev den som hjælper til at styre slagets gang om dagen, og på gode dage får det til at glide i olie. Som skrevet ovenfor bliver holdet sammensat om morgenen. Det betyder at jeg har en walkie hele dagen, jeg nu er blevet ret gode venner med. I hvert fald mindre gange jeg hører sætningen "Busarrival Can you repeat that, please?" :)

Vi går om bord på busserne, når UNHCR ikke dukker op, fortæller dem hvor de er, hvad der skal ske, hvad de skal gøre, og forsikrer dem om at de vil få mad, tæpper og tørt tøj. Er der nogle der har brug for lægehjælp - tilkaldes lægen, kørestole - på gode dage kan vi fange en på en halv time, forhører om familien er samlet - ellers ringes til UNHCR for at forhøre om de har hørt noget.

UNHCR kræver lige et par linier, de gør hvad de kan, oftest er de kun 2 på et skift, hvilket selvfølgelig betyder at de ikke kan være overalt. De er en vigtig informationskilder og samarbejdspartner, som alle andre organisationer her på øen. Jeg er sikker på at de gør hvad de kan, indenfor rammerne af hvad de må.

Når flygtningene kommer ud af busserne, informerer og dobbelttjekker de frivillige igen, så alle kommer i de rigtige retninger. Og vigtigst af alt at ingen venter i køer med vådt tøj! Det er ikke bare ubehageligt med vådt tøj, det er seriøst et spørgsmål om at holde sig i live!

Ideer og virkelighed

Hjemmefra havde jeg egentlig tænkt at jeg skulle være med og omkring børnene og de sårbare familier. Virkeligheden er en anden, der er børn, sårbare familier og sårbare mennesker overalt. Så ideen om at skabe glæde ved at lege med børnene, i et lukket telt bliver ikke i denne omgang. Tilgengæld får jeg dagligt brugt mine pædagogiske og kommunikative kompetencer i alle mine møder med flygtningene. En ballast jeg som menneske nyder godt af. Tegnsprog og mimik, generelt den nonverbale kommunikation i samspillet mellem mennesker, er altafgørende i disse situationer. Translators without borders, er til stede i lejren, Bdfm har også tolke, men det siger sig selv at der ikke kan være en tolk til stede i hvert enkelt møde menneske til menneske. I den ideelle verden ja, men i den ideelle verden ville to mennesker ikke være afgået ved døden af hypothermi igår, i den ideelle verden ville mennesker ikke føle sig tvunget til at begive sig ud på en farefuld og uvis flugt.

Jeg hopper skam stadig rundt som et egern, trods min gule vest og walkie, leger frø og rækker tunge, hvis det er det der falder mig ind. Humor og omsorg er helt klart vejen frem for mig.

Dagens luftballon

Kære Århus Universitet (pt har jeg glemt navnet på forskeren, men er stadig forarget fra nyheden under min juleferie) drop jeres screening af empati hos pædagoger, hvis vi har taget uddannelsen, er kommet igennem vores praktikker og herefter er villige til at arbejde under de pressede arbejdsvilkår, normeringer etc. - så gør vi det altså ikke for lønnens skyld - basta bum! 

Argh det var dejligt, så kom jeg af med den ballon ;) 

Tak for satan 

Til sidst i dag, inden jeg vil nyde min første fridag på øen, jeg kan ikke hjælpe nogen hvis jeg ikke passer på mig selv, - kære jer som kender mig jeg passer på mig selv - vil jeg fortælle hvor fantastisk jeg oplever energien og hjerterne på alle frivillige jeg har mødt på min vej - tak til jer I dejlige mennesker, og tak til jer derhjemme for jeres tanker...

Kærlighed jeres vej - Camilla ( et menneske blandt mange) 

PS: Ja, jeg rækker stadig tunge på billleder ;) og nej jeg har ikke lært at sætte billeder op herinde endnu :)

Hvem, hvor og hvad...

Kære menneske bag skærmen...

Dette er mit første blogindlæg, hvem jeg er er egentlig ikke det interessante, men jeg vil alligevel fortælle lidt så du måske bedre kan forstå fra hvilken synsvinkel jeg skriver.

Hvor jeg er, er for mig det interessante, og hvad jeg vil skrive om vil tiden vise. Velkommen til, håber denne blog kan hjælpe mig og måske dig til at udvide horisonten og måske få udsyn gennem indsigt og subjektiv viden.

Hvem

Først og fremmest er jeg et menneske ligesom dig. Jeg er kvinde, datter, veninde og ven. Derudover er jeg fra en yderst heldig generation, jeg er 84'er hvilket betyder at min dannelsesrejse, i bl.a uddannelsessystemer, startede før de såkaldte fjumreår blev bandlyst. Jeg tog gymnasiet, gumsede rundt med rejser, højskole, kollektivlivet og fandt min vej ind i uddannelsessysteme gennem erfaring med arbejdsmarkedet i Århus. Jeg uddannede mig til pædagog, hvilket for mig at se er en livslang dannelse, en vej jeg værdsætter.

De sidste 5,5 år har jeg været på den samme arbejdsplads, et sted jeg fik mulighed for at udvikle mig som individuel pædagog, gennem udfordringer og ansvar. Jeg er født med en fagforeningsske i munden, har aldrig misset en 1.maj, så at blive Tr på min arbejdsplads var naturligt og spsændende for mig. Forrige oktober blev jeg valgt ind i BUPL Århus s bestyrelse, hvilket har og er monsterspændende arbejde. Det bringer mig frem til hvor jeg er nu...

Nåh ja, som du måske allerede har opdaget, er jeg ret glad for at skrive og når jer først kommer igang leger fingrene :)

Hvor

Jeg søgte orlov 1 år fra min arbejdsplads og fik det, hvilket jeg er taknemlig for. Økonomien, de kommunale massive nedskæringer, gjorde det en del nemmere at få fri 1 år. De nedskæringer kunne jeg skrive længe om, men det bliver en anden dag.

Jeg er på Øen Lesvos, ofte i Dk kaldet Lesbos. Øen er i Grækenland. De sidste 15 år har Lesvos modtaget bådlflygtninge fra det tyrkiske fastland. Sidste år eskalerede antallet af flygtninge der kom, og i sommeren 2015, ifølge øboerne selv, da Merkel sagde "vi har plads i Tyskland/ Europa" blev flygtningestrømmen massiv. Idag har vi en situation hvor menneskesmuglere tjener massivt på at sende flygtninge over et farefuldt farvand, i små gummibåde ofte med uduelige redningsveste til skyhøje priser.

I 2015 ankom 457.000 bådflygtninge til denne smukke ø. Dengang var der ikke etableret et system til at tage imod dem, det var op til individuelle frivillige og øboere at tage vare på disse menneskers skæbne. Flygtningene er, ligesom du og jeg, mennesker der ønsker det bedste for sine kære og sig selv. Forskellen fra flygtningene og dig og mig, er at vi lever i et trygt nogenlunde stabilt samfund med fred. Der er bestemt ikke fred, tryghed eller stabilitet hvor de kommer fra... Ingen flygter for sjov.

Lad mig så lige for en gangs skyld pointere, denne blog bliver alt andet end objektiv, jeg er farvet af at være et menneske med humane værdier, som tror på det bedste i mennesket, at der er plads til alle, at vi som såkaldte velfærdsdemokratier bør og kan hjælpe andre mennesker. Så jeg gentager mig selv, ingen flygter for sjov, og ja vi skal hjælpe vore egne borgere, men de nuværende nedskæringer i velfærdssamfundet i dk har intet med flygtningesituationen at gøre. Nedskæringerne var bestemt, før vi fik øjnene op for den største flygtningekatastrofe siden 2.verdenskrig - basta bum!

Hvad

Jeg er taget til Lesvos som selvstændig frivillig, for at joine de frivillige i arbejdet omkring flygtningene. Jeg arbejder for Better Days for Moria, som for 4 uger siden tog springet og blev en organisation. At BDM er blevet en organisation, gør fundraising en del nemmere, samt samarbejdet med de etablerede organisationer UNHCR, læger uden grænser, dansk flygtningehjælp, sigters in Heath, politiet, de græske myndigheder etc. lidt mindre bureaukratisk.

BDM har intet med selve registreringen af flygtningene, men er dem der modtager, guider og bringer flygtningene videre i systemet. Alt fra hvilken kø, hvilket sted, til lægehjælp, maduddeling og tøjuddeling. Hvorfor situationen er sådan skriver jeg om en dag, når jeg har et bedre overblik.

BDM er stadig bygget af individuelle frivillige, der kommer alt mellem 4 dage, 2-3 uger, måneder eller år, mennesker der hver især bidrager med hvad de kan. Vi kan ikke gøre situationen, eller opholdet i Morias registreringslejr godt, men vi kan gøre det mere udholdeligt for dem. Bl.a. ved at have nok mad, tøj, shelter, ly og tid og lægehjælp til dem udenfor registreringslejren.

Det bringer mig til grunden til jeg er her. Jeg er et frit menneske, jeg er ikke bundet af en familie med villa vovse og Volvo hjemme i dk, der kræver en fast indtægt og et 9-16 arbejde. Jeg er opdraget til at følge mit hjerte og mit sind, hvilket er hvad jeg gør.

Internationale pædagoger er en drøm, en vision, en plan. På denne rejse håber jeg at få en større indsigt i mig selv gennem udsyn. Indsigt gennem mødet mellem mennesker på kryds og tværs af samfundslag, lande, kontinenter og situationer. En rejse i mangfoldighedens verden...

Kom du så langt indlægget, så tak fordi du kiggede med....

Billeder kommer senere, pt har jeg en teknikblokade/ jeg-har-ikke-lige-sat-mig-ind-i-det-endnu-ting...

Transcendale kram og kærlighed til dig