Jeg skrev i min sidste blog at jeg ville skrive mere om systemer, jeg er i og med utallige systemer dagligt, og nogle gange føles det som at sparke til træer... Sandheden, som jeg ser den, bag systemerne, er at de ikke bare er mangelfulde de er ofte helt fraværende.
Hvad er grunden? Er det manglende vilje til løsninger og samarbejde? Er det manglen på empati grundet en for nogen uoverskuelig humanitær krise? Eller har disse nogen fravalgt at se disse menneskers krise som værende en humanitær krise?! Eller ved disse nogen ikke hvad der reelt set foregår?
Kære verden fortæl mig hvor jeg kan finde svarene, fortæl hvem vi skal råbe op, og jeg lover dig at jeg og mange andre vil gøre hvad vi kan for at det lykkedes...
Med det sagt vil jeg give jer en indsigt i hvad jeg blandt andet oplever i min hverdag, og hvorfor jeg som menneske fortsætter min simple indsats, hvordan jeg kan blive ved med at tro på at dråber i vandet kan skabe ringe, der kan blive til humanitære revolutioner.... Det er mit visionære håb...
Frustration og stjernestunder
Vi har i Khora hjulpet familien Mahmoud siden d. 8. April, jeg har været så heldig at følge dem fra den første dag vi opsporede dem til et hospital til nu. De er i nuet i det græske asylsystemskontors vold. Det er lykkedes os som organisation at få dem fasttracket gennem et virvar af systemer, for gang på gang at møde nye mure af stempler der skulle verificeres af specifikke systemer. Familien er nu i et limbo, de ved at de højst sandsynligt får muligheden for at få deres asylsag hørt i et andet europæisk land end Grækenland. De ved at deres ældste søn som er forbrændt på mere end 60 procent af sin krop, vil få ordentlig behandling i et andet europæisk land som har de økonomiske ressourcer dertil. De ved at de er heldige at deres historie blev hørt af lige præcis en europæisk donor, som bad selvstændige frivillige om at handle. Selvstændige frivillig som har formået at skabe en græsk fungerende ngo. De ved de er heldige, de er taknemlige. De tror og håber på at vi som ngo vil blive ved med at hjælpe dem, så længe det er indenfor vores rækkevidde af muligheder. De har tillid.
De ved også at vi eller de ikke kan vide, hvornår systemernes stempler er klare. De kan ikke vide hvornår deres pinsel i venten stopper, hvornår de når til en milepæl hvor de kan trække vejret trygt igen. De ved ikke hvornår deres sag bliver hørt og forstået. De ved ikke hvornår de kan leve i tryghed og vished om at de er i et system, et land, en Union som vil tage ordentlig vare på deres søn. De ved ikke om de nogensinde kan føle sig helt trygge, helt sikre på at de nu endelig er kommet igennem nåleøjet i Europa. Og de kan ikke med sikkerhed vide om deres ældste søn bliver rask.
Denne familie har her i Athen givet mig de største hverdagsdilemmaer, hverdagsfrustrationer og de smukkeste stjernestunder.
Frustrationer
Frustrationer over systemer, mistet tillid til at EU egentlig vil leve op til menneskers asylrettigheder, basis menneskerettigheder, begyndende mistanke om at systemer bliver bygget op blot for at forhindre disse menneskers basisrettigheder til simpel eksistens. Frustrationer der stadig får mig til at føle en stor sorg. Jeg er blot et menneske, jeg har oplevet en del, intet i sammenligning med hvad disse mennesker gennemgår, men en del til ikke at føle sorg over hvordan vi i vores verden "vælger" at behandle mennesker som burde behandles som vores ligeværdige. Jeg er frustreret og at være europæer, trods det at jeg ved jeg måske burde være taknemlig.
Dilemmaer
Denne familie er en af tusinder som har brug for vores hjælp, det evige ikke blot pædagogiske dilemma men også menneskelige dilemma. Hvordan/ hvornår skal vi prioritere individet fremfor gruppen? Hvem skal vi vælge at hjælpe, er det ok at brug tusind euro på husleje/mad og bleer på en måned til en familie, når de tusind euro kunne være brugt til at give måske 800 shampoo i en måned i badene på Pireaus Havn.
Jeg nægter nogensinde at være mennesket der vælger hvilke mennesker der skal have hjælp, og hvem der ikke skal. Men det rent faktiske er at jeg dagligt tager valg. Jeg vælger at hjælpe dem, jeg vælger at hjælpe andre individer også, men denne familie er for mig at se også en vej ind i systemernes virvar med en meget markant sag. Denne families sag kan på sigt måske hjælpe os til at hjælpe andre. Jeg kommer dog ikke udenom at det er et dilemma.
Det er tilvalg, men også fravalg - livets evige paradoks...
Stjernestunder
Dette er alt andet end svært for mig at skrive om, bare at skrive ordet får min hjerne til at fremkalde utallige billeder, ikke blot af denne familie men af mange mennesker jeg har været så heldige at møde på min vej. Mennesker som jeg har haft et reelt gedigent menneske til menneske møde med. Hvad enten det er dem der husker mig, eller mig der har deres historier og ansigter printet i mit sind. De unge teenagepiger der stopper mig i Pireus Havn og siger "madam, food food you Macedonia", familiefaderen der stoppede mig på Omonia Square en dag jeg bare var for træt "madam madam, excuse me madam" jeg stoppede op, han så mit ansigt spurgte "Mytilene?" Jeg svarede ja. Da kyssede han mine kinder, " you helped me, do you remember? You made the blue ( betyder UNHCR grundet deres blå veste) do my passport right" Jeg kan ikke andet end smile og lyse op i disse stunder, for jeg ved præcis hvad der var på spil. Disse mennesker har følt sig set, har følt sig hjulpet, og alt de ville var at takke. Deres tak er af umådelig betydning for mig, i sandheden er det mig der takker dem. De giver mig mine stjernestunder.
Stjernestunder kan også være triste, stunder hvor jeg genmøder mennesker jeg håbede aldrig at se igen i dette land. Misforstå mig rigtigt, Grækenland er ikke et forfærdeligt land, men for disse mennesker, er Grækenland ikke et land med muligheder for dem.
Stjernestunder er også når jeg ser børn lege eller jeg leger med dem selv, kvinder kvidre, mænd lege macho. Alt i alt normalt liv foregå i hvad der er alt andet end en normal eller acceptabel livssituation.
Dette fører mig tilbage til starten
De evige spørgsmål jeg stiller mig selv, hvorfor .... Hvordan f... kan vi som proklamerede velfærdsstater, proklamerede civiliserede samfund lade dette ske for mennesker - det kunne være dig og mig.... Jeg forstår det ikke! Jeg er frustreret! Jeg er ked, jeg er trist, jeg er også heldig. Jeg føler også glæde, til tider er jeg også lykkelig. Jeg er præcis der hvor jeg føler jeg skal være som menneske, et sted der giver mening, et sted hvor jeg føler mig priviligeret og fyldt og omgivet af smukke mennesker hvide, brune, gule, grønne og sorte... Mennesker med det til fælles at vi alle blot ønsker at være... Desværre har vi ikke alle de muligheder, men for fanden hvor er det smukt at se mennesker med de trængeste vilkår formå at skabe hverdagsglæde og hverdagslykke i deres og mit liv...
Kære menneske bag skærmen, tak fordi du læste med, jeg vælger at stoppe min skrivning for idag, før jeg bliver for sentimental til at du kan tage mig seriøst... Husk blot på, vi alle har vores ret til og ønske om at være præcis det menneske vi er, at have en plads, en tryghed, en base, mennesker der kærer om os... Vores alles simple ret til eksistens og at blive set og hørt som vi er - et menneske blandt mange ikke et nummer i systemet....
Min kærlighed til dig og de andre skønne mennesker bag skærmen og dem uden...
