Translate

tirsdag den 31. januar 2017

Kære mennesker, vi må og skal kæmpe sammen!

Kære menneske bag skærmen,


Det er mandag, der er gråvejr og alligevel har jeg lige siddet 5 minutter og tudet af glæde og stolthed over at vi som mennesker stadig står sammen for hinanden når det virkelig gælder.

Jeg har lige set en video fra Dulles AirPort, set menneske endelig blive sluppet fri og ud til deres venner og familier. Mennesker som intet havde gjort, mennesker som du og jeg som pludselig fra time til time måtte face ikke længere at være velkomne i hvad  for nogle af dem er deres hjemland.

Jeg var rystet søndag over at høre nyheden, havde ikke troet i min vildeste fantasi at Trump kunne indføre noget så vidtrækkende krænkende og racistisk. Igår så jeg på afstand bag mit smarte æble-halløj hvordan folk samlede sig imod muslim-Ban. Idag så jeg videoerne af genforeningerne. 

Smukt og uvirkeligt at vi i vores verden stadig tillader menneskeheden at komme så langt ud at vi ikke ser os alle som præcist havd vi er - mennesker!


Trods de smukke videoer, er jeg stadig fyldt af forbavselse.


Tilbage i Athen

Efter nogle ugers forlænget tålt ophold i dk over julen kom jeg tilbage til Athen d. 15. Januar. Jeg arbejder stadig med udgangspunkt i khora communty center, som udvikles dagligt. Indenfor den sidste uge har vi sat op et næsten fuldtids program for juridisk rådgivning, vores sociale juridiske og informationsarbejde fortsætter, desværre virker systemerne stadig til at arbejde mere imod menneskene på flugt end med :(

Det får os ikke til at stoppe, menneskene her har lige så meget ret til et anstændigt liv som enhver anden, lige meget hvad hvilket lands lovgivning end måtte sige!

Alt min respekt går til de fantastiske mennesker der dagligt holder ud, rækker hånden ud og hjælper hinanden - overalt hvor mennesker mødes!


Vi ved at Athen på nogle måder er priviligeret med mange frivillige, både med og uden gyldne pas, på trods af at vi er mange, er hjælpen desværre ikke tilstrækkelig, vi har fortsat brug for verdens bevågenhed. Ligesåvel som vi ikke må glemme Serbien, Libanon, Syrien, Somalia og jeg kunne desværre blive ved med at nævne landenavne anerkendte eller ej.



Kære menneske bag skærmen,

Jeg ville have skrevet en Update med flere lækre nyheder herfra, der er også mange stjernestunder, idag er jeg dog fyldt af undren og jeg er rystet!

Min hårde hud står sin prøve disse dage, jeg er også bare et menneske og jeg er rystet, vi må aldrig glemme et eneste folkemord, en eneste tåbelig handling i denne verden og vi må aldrig aldrig gentage ikke at tage inhumane drejninger politisk seriøst - vi skal holde fanen højt for menneskeligheden! Vi skal hver eneste gang vi ser uretfærdighed italesætte den og handle derefter!


Lad os vise os selv og hinanden at vi kan og vil en bedre verden.


Stjernestund

Jeg vil slutte dette skriv med en stjernestund. Idag midt på dagen kom en skøn 40+ årig mand ind højtråbende og storsmilende, han råbte på arabisk "tak tak tak khora" og fortsatte i den dur. D. 3. Februar bliver han genforenet med sine børn i Tyskland efter ikke at have set dem i 6 år.

Han kyssede på kinder, gav hånd og krammede dem han kunne komme til. At se hans stolthed over at vise os, han endelig nu får sine rejsepapirer og gennem Dublin får sin sag hørt sammen med sin familie i Tyskland - er helt ubeskrivelig!

Jeg græd indvendig af glæde, man er vel professionel :) Og jeg er skidestolt af at vi som selvstændige frivillige stadig kan påvirke og hjælpe nogle menneskers liv på rette vej igen.

Dette var ligeså smuk en oplevelse som da jeg første gang var vidne til en familiesammenførsel i cph lufthavn, og som da jeg for godt et år siden på Lesvos så hvordan familier efter timers uvished på de forfærdelige både genså hinanden og nu vidste at de var i live!


Ubeskrivelige øjeblikke og jeg er så heldig også at opleve dem, derfor er jeg stadig i transit med mit gyldne pas...




Kære menneske bag skærmen tak fordi du læste med, jeg vil prøve at forbedre min redigering men for nu må i nøjes med dette ikke-redigerede skriv. En ting vil jeg love jer, jeg vil fortsat skrive stjernestunder men I får også sandheden som jeg ser den - sandheden om systemer, politik der for mig at se mildest talt er inhuman. Lad os gøre noget ved det sammen!