Translate

onsdag den 27. september 2017

Privilegier - jeg er et heldigt menneske!

Kære menneske bag skærmen,


Et stykke tid siden sidst jeg har været aktiv på bloggen. Efter et par sommermåneder i Danmark, er jeg nu tilbage i Athen mit andet hjem.

I de knap 3 måneder i Kbh, nåede jeg at bo 4 forskellige steder. Jeg er et heldigt menneske at have åbne døre så mange steder. Priviligeret!

Mine privilegier er utallige i denne blog skriver jeg lidt om nogle af dem; at være vejleder, at have mange hjem, at have en kæmpe familie - brothers and sisters from other mothers 🌞


Priviligeret

Privilegier, jeg har skrevet om den før, jeg er så optaget af dem, og det glædede mig igår at læse et af de rejsebreve som mine danske pædagogstuderende i khora, havde skrevet om deres praktik her.

Rejsebrevet endte med en reflektion, en fornyet bevidsthed om vores naturlige privilegier ved lige præcis at blive født i Danmark. Det gør mig stolt på vores alle sammens community centers vegne, at vi har været med til at åbne øjnene en smule mere ved blot at være til sammen.


At være vejleder

De 2 studerende vi fik, er jeg så heldig at være vejleder for, desværre for dem løb mine penge ud og jeg tog til dk 2,5 uge efter de ankom. Hatten af for dem, at blive modtaget og så få et "vi ses på Skype". Vejledningen har foregået på Skype indtil sidste uge hvor jeg overraskede dem her tilbage i Athen.

Jeg lærer så meget som pædagog og menneske ved at være vejleder, det er krævende og super spændende at følge deres proces samt min egen i den rolle.

Khora er stadig et non-hierarkisk community, hvor de 3 P'er ( privat, personlig og professionel) bliver godt og grundigt vendt op og ned.


Hjem

Mit hjem er hvor mit hjerte er i nuet, det var svært at vende tilbage i dk, specifikt da jeg havde ignoreret at forberede mig selv på omvæltningen. Mine skønne venner og familie, var der for mig og nye venner kom til på diverse festivaller. Alligevel er Grækenland bare Grækenland, min tid her er utrolig intens, forfærdeligheder er sammen med stjernestunder en naturlig del af hverdagen på godt og ondt.

Jeg tror på at jeg en dag vil finde mig til rette i måske Kbh, men har også lært nu hvad jeg har brug for, for at det kan lade sig gøre for mig som menneske.

Som alle andre mennesker, har jeg brug for mening i mit liv, at gøre det der er mest meningsfuldt for mig. I Kbh lykkedes det i væren, i aktivismen og med smukke mennesker omkring mig. Samtidig var mit hoved og sjæl ofte hos de nye relationer jeg har i mit liv fra Grækenland. Kontrasterne i fortsat at lave networking, information og støtte for mennesker fanget på de græske øer og på fastlandet til at bage boller i kolonihaven - blev til tider for stor.

En kontrast jeg er blevet bedre til, men jeg fortsat skal øve mig på.

Nu er jeg hjemme i Athen, jeg lykkedes med et overraskelsesangreb. At dukke op til et tirsdags-møde og sige "My name is Camilla - Ive been gone over the summer. Now I'm back " - fantastisk at kigge rundt i cirklen på de 60 mennesker, "gamle" frivillige der sad med munden åben, nye frivillige der undrede sig over hvad der skete og så en spontan klappen, der gjorde mig helt flov. Jeg var hjemme! Jeg er hjemme for nu.


Sisters and brothers from other mothers

Er det ikke fantastisk at vi som mennesker kan skabe så stærke bånd på forholdsvis kort tid, at vi føler os beslægtede som familie. Og er menneskeheden i bund og grund ikke blot en stor familie, vi har det hele de skøre onkler, den fordrukne tante, de kære mødre, de skønne fædre, de velmenende, de prædikende, de lyttende, de sorte får og dem der gør alt for at passe ind.

Hvis vi nu alle så hinanden som familie, ville vi måske have en verden med mere harmoni.

Vi er alle blot mennesker, vi ejer ikke denne planet ej heller hinanden, vi burde række hånden ud bede om forsoning og gøre vores bedste for vores næste. Min næste er også dig bag skærmen, tænk hvad vi kan gøre sammen for ikke blot hinanden men for verden ved at række ud.


Realiteter

Realiteten i Grækenland som jeg ser den, kan jeg desværre sige en lille uge efter jeg er landet, desværre ikke har ændret sig meget. Det europæiske relocation program som d.30. September skulle have relokeret 160.000 mennesker på flugt fanget i Grækenland og Italien, til andre europæiske lande har fejlet! Tallet for relokerede er knap 30.000 - den europæsike Union har samlet ikke formået at tage et ansvar ej heller handlet på de ellers så fine ord. Danmark glimrer ved sit fravær af solidaritet og ansvarstagen, ej heller kvoteflygtninge er nu velkomne i vores lille eventyrland. Ja der blev skudt på Nørrebro, men hvor er det vi fejler? Er det antallet, har vi taget for stort ansvar!? 

Mit svar er tværtimod, vi tog ikke ansvar som danskere, vi stemte regeringer ind som splittede vores befolkning i os og dem. Vi glemte at alle kan få brug for en hjælpende hånd, vi fik nok i os selv, troede på propagandaen, blev vant til åbenlys racistisk sprogbrug fra politikere og andet godtfolk i medierne. Sprogbrug der taler ned til de svageste i samfundet, politikere der kæmper om hvem der kan sparke hårdest på menneskene der ligger ned i forvejen - flygtninge, arbejdsløse, kronisk syge og andre almindelige borgere.

Vi glemte at vi alle blot er mennesker, Ingen er mere værd end andre. Nogle af os er født med flere privilegier end andre, det giver os dets større ansvar til at bruge dem godt.


Jeg vil fortsætte min verden fra Athen for nu, kære læser tak fordi du læste med. Tak fordi du er.


💡 💡 💡 En Lille genindførelse af OBS 💡 💡 💡 

Dette er alle grupper jeg har min dybeste respekt for, tak til jer for at tage mig ind og lade mig være en del af jeres fællesskab!


Vil du vide mere om khora så tjek websiden ud;

Www.khora-athens.org

Vil du følge mennesker på flugts hverdags-realitet følg;

Are You Syrious (Facebook)

Vil du vide mere for at kunne hjælpe en ven med info om Europa følg;

Www.w2eu.info

Vil du følge aktivister i dk følg;

Trampolinhuset

Welcome to Denmark

Venligboerne 



Kære læser, bloggen er nogle gange informativ andre gange ikke, denne gang var det et hej fra mig jeg lever og har det godt i mit priviligerede liv. Tak for dig og dine, hver for andre hvad du ønsker dine kære skal møde i hverdagen.

Jeg er taknemlig for mine privilegier, kærligheden jeg er opvokset med, trygheden der har omgivet mig og alle de mennesker der fortsat er mit hjerte og bevidsthed i min hverdag.


fredag den 7. april 2017

Tid - lad os ikke glemme - vær hvor du er

Kære menneske bag skærmen,

Tid, tiden går stærkt, flyver forbi og samtidig står den stille. Lærer vi nogensinde af tiden, lærer vi af vores egne fejl som mennesker på et kollektivt plan?
Tanker om tid, om livet der passerer for nogle, mens andre har valg, tanker om hvordan systemer bestemmer hvem der "fortjener" hjælp og hvem ikke, tanker om hvad skal der til for at vi kollektivt som mennesker vågner og forstår at vi alle er mennesker - intet menneske fortjener at blive behandler som andet.


Siden sidst - centret blomstrer stadig 
Khora community center er en fornøjelse at være en del af i dagligdagen, selvom jeg til tider med lange dage også omtaler det som et monster ✌🏼. Vi er non-hirakiske i vores processer og til dagligt er vi mennesker med forskellige baggrunde der bruger og er i centret. Det er lykkedes os sammen at komme væk fra boksene "flygtning", "frivillig", "migrant" og "vestlig" - jep nogle af os har større privilegier og flere mulige valg i vores liv pt, men det tæller ikke i et venskab - vi er sammen.
Jeg har personligt været væk fra Athen i 2 uger på en informations udveksling/samlingstur til 6 græske øer, hvor vi fik nye kontakter. Jeg kom hjem til Athen mandag morgen, på dagen hvor vi fejrede vores første 6 måneder med et åbent center. Det var en smuk fejring, to lokale græske band spillede traditionelt musik mens børn og barnlige sjæle hoppede rundt. Maden var som altid fuld af krydderier og smagt til af kærlighed.
Et paradoks at komme hjem til, efter at have oplevet "den anden verden" på øerne.
Smuk og overvældende aften, jeg sugede krammene til mig, nød nærværet og stemningen - jeg er glad for at der findes community centre hvor venskaberne lever.


6 græske øer på 14 dage 

 For godt et år siden forlod jeg den græske ø Lesvos, for at tage til Idomeni hvad der viste sig at blive til Hummus Rights Project, siden april sidste år har jeg været i Athen med min udvidede Khora familie og venner.
At tage tilbage til de græske øer, var en beslutning vi tog for at forstå, skabe netværk og kunne hjælpe menneskene her fanget i systemerne.
Turen har været berigende og hård, jeg har fået venner indenfor og udenfor pigtrådshegnene på Rhodos, Kos, Leros, Samos, Chios og Lesvos.
Nogle som risikerer straf for at prøve at dokumentere deres hverdag eller for at hjælpe deres venners situation. Mennesker der alle vil høres, insisterer på og heldigvis kræver vores alle sammens ret til at eksistere.

Adskillelse af familier
På Rhodos mødte vi bl.a. lokale solidaritetsnetværk, som formår at samarbejde på tværs af øerne. Det var også på Rhodos jeg mødte en britisk statsborger boende i den officielle flygtningelejr -et nedlagt slagterhus. Han boede der fordi han ikke har de 19.000 pund storbritanien kræver af ham for at kunne få familiesammenførsel med sin kone. Deres baby er kommet til verden på Rhodos, hvilket for dem betyder yderligere 5.000 pund skal findes før deres familie kan bo sammen i storbritanien.

Ildsjæle gør en forskel, men systemet buldrer videre
Hvad der står tydeligst for mig fra Kos, er noget så simpelt som mødet menneske til menneske, vi mødte en græsk ildsjæl, en kvinde som lever og brænder for menneskene bag pigtråden. De kalder hende mama Renata.
Vi afholdte et lynkursus i informationsdeling, what-to-do og rettigheder, på en olivengrund udenfor hegnet. Nu har vi 30 ambassadører der hjælper de resterende 6-700 med at finde og samle information der kan hjælpe dem i systemerne.
Hvad vi ikke kan ændre er hvad der skete de følgende dage, militæret færdigbyggede deres deporteringscenter ved siden af hotspotten. 150 politimænd brød en tidlig morgen ind hos 60 mennesker, fratog dem deres mobiler og flyttede dem til deporteringscentret.
Selvom de officielt har ret til at appellere deres anden afvisning, har de nu ingen adgang til omverden og eller selvstændige advokater. Selv mama Renata er forment adgang 😔

Leros - hvorfor?
En mini ø, der alligevel huser en pigtråds hotspot med 500 mennesker gemt væk 3 km fra den nærmeste by, midt i et psykiatrisk hospitals område. De mennesker der kommer fra Tyrkiet, bliver først holdt indespærret i hotspotten i 20-30 dage før de har tilladelse til at gå ud.
Som en ven her sagde til mig; vi har den bedste udsigt over vandet og bjergene, men selv naturen er blevet vores fængsel.
Vi blev stillet det samme spørgsmål igen og igen, "hvorfor kan de (læs regeringerne) ikke lide os? Hvorfor lader de os ikke bare rejse?"
Her som de andre hotspot er madkvaliteten værre end plejehjemsmad i dk, maden de får er lavet på fastlandet, frosset ned, sendt til øen for at blive varmet op. Plastikbakken maden kom i, smeltede eftersigende ofte sammen med maden.

Samos
En større ø, som ligesom de forudgående tre øers smukke natur, hurtig blev set anderledes på af os efter vi havde "besøgt" hotspots og solidaritetsgrupper.
Her mødte vi en mand, som havde været adskilt fra sin kone i mere end 2 år, de forlod Syrien hver for sig. Nu sidder de på hver sin ø, med en færgetur på 2 timer fra hinanden, men begge med papir der binder dem til øen de ankom til, indtil deres fulde sag er færdiggjort. Flere måneder måske år før de genser hinanden. At se voksne mennesker græde i desperation, frustration og sorg - har de ikke været igennem nok? 

Chios - frustrationer
Chios, vi ankom tidligt morgen, startede med at se de skønne tiltag fra "be Aware and share" - deres syn på uddannelse og hjælp til selvhjælp, var inspirerende. De har desværre som mange andre mindre ngo'er fået besked på at stoppe deres virke pr 31.07.2017. Vial hotspot og Souda lejr var begge lejre, jeg ikke ønsker for nogen at skulle bo i. Leveforholdene på Chios var ikke i nærheden af ok.
For jer som har fulgt med i "Are you Syrious" på Facebook, ved I også allerede at selvmordsforsøg er blevet en del af dagligdagen i Vial Hotspot. En 29-årig syrer, brændte sig selv i frustration efter sit andet afslag på asyl. Om han overlever vides stadig ikke.
Chios var også øen, hvor vi drak te med nyankomne på en bakketop, med udsigt over lejren på den ene side og havet på den anden. Vi mødte en ven fra Athen, som havde fået besked fra myndigheder på at tage tilbage til Chios, hvor han ankom 8 måneder siden, for at færdiggøre sin asylprocedure. I det sidste halve år, har han dagligt gået til engelsktimer i centret, og været en stor del af vores fællesskab. Jeg ønsker ham og de andre brave mennesker alt det bedste.

Lesvos - tilbage til start
Jeg så både frem til og gruede for at komme "hjem" til Lesvos igen og se olivengrunden som var udgangspunktet for mit fortsatte liv her i Grækenland.
Forholdene der har desværre kun forbedrer sig hvad angår flere containere menneskene kan leve i. Adgang til ordentlig information er mangelfuld, autoriteterne fortæller selv direkte til folk fra Algeriet at de ikke har ret til at søge asyl. Hvilket er en løgn og direkte imod flygtninge konventionen 1951!
På Lesvos mødte vi også de fantastiske kendte youtubers "twin brothers" som dokumenterer deres liv indenfor pigtrådshegnene i Moria. De gør det på en fantastisk humoristisk måde og elsker deres karakterer. Mennesker som dem er overlevere, jeg håber de kan bevare deres tilgang til livet.
På Lesvos så vi også et community center hvor ildsjæle med eller uden papirer sammen bygger et fælleskab op. Smukt og dejligt at se.


Kære menneske bag skærmen, en mindre opløftende blog for denne gang, øerne var hårde at se, Lesvos hård at gense. Mi største respekt til alle der!
Jeg har de smukke mennesker jeg mødte med mig, har min gejst til at vi må og skal gøre mere - alle kan gøre noget.
Det vigtigste vi alle kan gøre er at være til hvor vi er, med menneskene vi omgiver os med, samtidig med at vi ikke må glemme vores egne privilegier hvad enten de er små eller store og hjælpe til hvor vi kan og er - ved at være menneske til menneske.


Nyttige links, hvis du vil holde dig oplyst om situationen for mennesker på flugt generelt i og omkring Grækenland

Www.w2eu.info
Www.newsthatmoves.org
Facebook; Are You Syrious

Kære menneske bag skærmen tak fordi du læste med, glem ikke at leve livet, glem heller ikke at andre måske har andre levevilkår end du, spred glæde og kærlighed i hverdagen - nyd at være og spred budskabet Vi er alle mennesker!

PS; hvornår vælter vi den nuværende danske regering ✌️✌️

tirsdag den 31. januar 2017

Kære mennesker, vi må og skal kæmpe sammen!

Kære menneske bag skærmen,


Det er mandag, der er gråvejr og alligevel har jeg lige siddet 5 minutter og tudet af glæde og stolthed over at vi som mennesker stadig står sammen for hinanden når det virkelig gælder.

Jeg har lige set en video fra Dulles AirPort, set menneske endelig blive sluppet fri og ud til deres venner og familier. Mennesker som intet havde gjort, mennesker som du og jeg som pludselig fra time til time måtte face ikke længere at være velkomne i hvad  for nogle af dem er deres hjemland.

Jeg var rystet søndag over at høre nyheden, havde ikke troet i min vildeste fantasi at Trump kunne indføre noget så vidtrækkende krænkende og racistisk. Igår så jeg på afstand bag mit smarte æble-halløj hvordan folk samlede sig imod muslim-Ban. Idag så jeg videoerne af genforeningerne. 

Smukt og uvirkeligt at vi i vores verden stadig tillader menneskeheden at komme så langt ud at vi ikke ser os alle som præcist havd vi er - mennesker!


Trods de smukke videoer, er jeg stadig fyldt af forbavselse.


Tilbage i Athen

Efter nogle ugers forlænget tålt ophold i dk over julen kom jeg tilbage til Athen d. 15. Januar. Jeg arbejder stadig med udgangspunkt i khora communty center, som udvikles dagligt. Indenfor den sidste uge har vi sat op et næsten fuldtids program for juridisk rådgivning, vores sociale juridiske og informationsarbejde fortsætter, desværre virker systemerne stadig til at arbejde mere imod menneskene på flugt end med :(

Det får os ikke til at stoppe, menneskene her har lige så meget ret til et anstændigt liv som enhver anden, lige meget hvad hvilket lands lovgivning end måtte sige!

Alt min respekt går til de fantastiske mennesker der dagligt holder ud, rækker hånden ud og hjælper hinanden - overalt hvor mennesker mødes!


Vi ved at Athen på nogle måder er priviligeret med mange frivillige, både med og uden gyldne pas, på trods af at vi er mange, er hjælpen desværre ikke tilstrækkelig, vi har fortsat brug for verdens bevågenhed. Ligesåvel som vi ikke må glemme Serbien, Libanon, Syrien, Somalia og jeg kunne desværre blive ved med at nævne landenavne anerkendte eller ej.



Kære menneske bag skærmen,

Jeg ville have skrevet en Update med flere lækre nyheder herfra, der er også mange stjernestunder, idag er jeg dog fyldt af undren og jeg er rystet!

Min hårde hud står sin prøve disse dage, jeg er også bare et menneske og jeg er rystet, vi må aldrig glemme et eneste folkemord, en eneste tåbelig handling i denne verden og vi må aldrig aldrig gentage ikke at tage inhumane drejninger politisk seriøst - vi skal holde fanen højt for menneskeligheden! Vi skal hver eneste gang vi ser uretfærdighed italesætte den og handle derefter!


Lad os vise os selv og hinanden at vi kan og vil en bedre verden.


Stjernestund

Jeg vil slutte dette skriv med en stjernestund. Idag midt på dagen kom en skøn 40+ årig mand ind højtråbende og storsmilende, han råbte på arabisk "tak tak tak khora" og fortsatte i den dur. D. 3. Februar bliver han genforenet med sine børn i Tyskland efter ikke at have set dem i 6 år.

Han kyssede på kinder, gav hånd og krammede dem han kunne komme til. At se hans stolthed over at vise os, han endelig nu får sine rejsepapirer og gennem Dublin får sin sag hørt sammen med sin familie i Tyskland - er helt ubeskrivelig!

Jeg græd indvendig af glæde, man er vel professionel :) Og jeg er skidestolt af at vi som selvstændige frivillige stadig kan påvirke og hjælpe nogle menneskers liv på rette vej igen.

Dette var ligeså smuk en oplevelse som da jeg første gang var vidne til en familiesammenførsel i cph lufthavn, og som da jeg for godt et år siden på Lesvos så hvordan familier efter timers uvished på de forfærdelige både genså hinanden og nu vidste at de var i live!


Ubeskrivelige øjeblikke og jeg er så heldig også at opleve dem, derfor er jeg stadig i transit med mit gyldne pas...




Kære menneske bag skærmen tak fordi du læste med, jeg vil prøve at forbedre min redigering men for nu må i nøjes med dette ikke-redigerede skriv. En ting vil jeg love jer, jeg vil fortsat skrive stjernestunder men I får også sandheden som jeg ser den - sandheden om systemer, politik der for mig at se mildest talt er inhuman. Lad os gøre noget ved det sammen!