Først og fremmest til nytilkomne, dette er min personlige blog, ikke et udsagn fra nogen organisationer. Dette er min selvstændige opfattelse/ holdning/ forandringer fra mig som menneske til dig som menneske bag skærmen...
Dette blogindlæg bliver muligvis rimelig rodet, vores dage i Bdfm er hektiske og hverdagen er konstant foranderlig. Godt jeg hjemmefra er vant til regeringens/ kommunens/ institutionshverdagens krav til foranderlighed, rummelighed, fleksibilitet og hvad jeg selv vægter højest humanisme.
Jeg vil prøve at holde mig til de 4 overskrifter... Lad os se hvad der sker når fingrene leger....
Foranderlighed
Hverdag for alle flygtninge her, er et håb for fremtiden, et håb om en sikker hverdag. For mig som nordeuropæer, kommende fra er stabilt land, er hverdag en naturlig ting. Jeg kan vælge at have en struktureret hverdag, at leve ustruktureret eller gøre noget mit imellem.
Pt har jeg valgt en hverdag i foranderlighed, med faste holdepunkter. Jeg ved at jeg kan tage en dag fri hvis jeg vil, jeg ved at jeg har en varm lejlighed med egen seng at tage hjem til, jeg ved at jeg altid kan stole på de frivillige omkring mig og den anden vej rundt. Flygtningene er ikke så heldige. De må stole på at bla. vi som vildt fremmede mennesker vil hjælpe dem på deres vej.
Den anden ting om foranderlighed er at for flygtningne her er forfærdelige levesituationer deres hverdag. Giv lige dig selv et øjeblik til at reflektere over det...
Jeg er i en foranderlighed, i en hverdag hvor jeg dagligt møder mennesker der har levet i en, mildest talt, utryg hverdag. Mennesker med en uvis fremtid. Jeg er den heldige, mennesket med et gyldent pas, der kan bevæge sig frit.
Rummelighed
Jeg er mildest talt imponeret over menneskene på flugts rummelighed, og mine medfrivilliges. På dette punkt ser jeg dagligt rummeligheden i dens rene form. Jeg bliver skam også udfordret på min egen rummelighed. Jeg ser mig selv som et menneske med et åbent sind, der ynder at møde andre mennesker på lige fod. At tro på at alle mennesker gør det bedste de kan, ingen mennesker gør ondt fordi de ønsker det. Alligevel fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg var vildt frustreret på en hel bestemt gruppe mennesker, der grundet forskellige sociale og økonomiske grunde ser sig selv tvunget til at udnytte flygningenes situation til deres egen økonomiske gevinst. En gruppe af rejsende svindlere, der prøver at veksle penge til en forfærdelig rate, 100 dollar bliver til 10 €, giver flygtningene falsk information etc. Min tolerance/ rummelighed var væk, mine grænser tydeligt overskredet, til et punkt hvor jeg ikke længere så menneskene bag disse svindlere. Disse svindlere er en marginaliseret gruppe lokale, der kommer fra forskellige steder i Grækenland til de græske øer, med formålet at tjene penge på flygtningene. Helt grotesk og yderst inhumant. Men hvem er jeg til at dømme dem? Jeg vil fortsat advare flygtningene mod dem, fortsat forsøge at holde svindlerne væk fra de forskellige forsyninger ( da de er doneret til flygtningene, og jeg ved at de har mulighed for at købe tøj og mad selv). Men det mindste jeg kan gøre er at se dem i øjnene, se dem som mennesker. Og ikke overføre mine personlige frustrationer og magtesløsheden over situationen her til dem. Svindlerne har ikke skabt krisen, svindlerne prøver at finde en vej - vejen er for mig helt forkert, men de er mennesker som du og jeg.
En rummelighed der for dig, som læser er en naturlighed. En naturlighed at alle er mennesker. Selvfølgelig er vi det, men det er når vi stopper med at se mennesket kriser kan opstå - og vi kan lade kriser fortsætte uden at handle...
Fleksibilitet
Foranderlighed, rummelighed og fleksibilitet. Hjemme i dk lugter fleksibilitet for mig af arbejdsgivers måde at kunne få den fulde råderet til at sætte sine medarbejdere til havd som helst uden varsel. Hmm ja fleksibilitet kan også være, at man får flere muligheder. Desværre oplever jeg brugen af termerne "den fleksible medarbejder", "fleksibelt arbejdsmarked" , "fleksibelt uddannelsessystem" etc som værende noget der oftest fører noget negativt med sig. En form for ansvarsfraskrivelse.
Her, som hjemme, er fleksibilitet også en nødvendighed og et livsvilkår. Menneskene der flygter, er de mest omstillingsparate mennesker jeg har mødt i mit liv.
Humanisme
Jeg kan skrive diplomatisk eller direkte om hvad jeg oplever systemet/ systemerne byder flygtningene... Jeg har nu gået til og fra denne blogskrivning i en uge... Er kommet til den konklusion at jeg vil beskrive det kort, og give jer et eksempel på hvad der også er virkeligheden bl.a. her på Lesvos.
Hvad der bydes disse mennesker er bare ikke godt nok! ( Det var det korte :) )
I forgårs sad jeg på cafe efter endt frivilligdag i Bdfm. Klokken var 19.27 og jeg havde lige fået min pepsimax. Jeg var midt i blogskrivning da en selvstændig frivillig kommer stormende ind "der er brug for hjælp udenfor". Foran cafeen sad der nu 70 flygtninge, mænd, mødre, fædre, kvinder og børn. De var blevet smidt ud af en offentlig bus efter en højlydt diskussion mellem en travelagent og buschaufføren. Travelagent førte dem gennem Mytilenes gader ned til et travelagency, der sad de så. Jeg genså en familie, en gravid mor rejsende alene med sine 5 små børn, hvoraf 3 af dem oftest måtte bæres. Selvsamme familie jeg tidligere på dagen havde overgivet til en af de kendte ngo'er, da selvstændige frivillige nu ikke er tilladt inde i registreringslejren. Jeg havde fuld tillid til at ngo'en ville tage sig af familien. Børnene havde stadig det samme tøj på, som jeg så dem i 7 timer tidligere. Ingen vanter, huer, halstørklæder eller varme jakker. Moderen havde et tæppe og en ødelagt rygsæk til sin videre færd med børnene. Vi handlede, stablede netværket af frivillige på benene, fik varmt tøj og nye rygsække til familien, de nåede færgen kl 20, er nu på vej mod Athen. Jeg er stolt og glad over at vide at to selvstændige frivillige på stedet besluttede at tage med dem, og gøre hvad de kan for at beskytte dem på vejen....
Jeg skrev jeg vil gøre det kort, jeg prøver igen - det etablerede system er bare ikke godt nok! Hvad verden byder disse mennesker, det kunne være din søster/ bror/ moder/ fader/ barn eller ven på denne skæbnesvangre tur...
Humanismen ser jeg i hverdagen i selvstændige individers handling, og også i de store NGO'ers forsøg på at gøre det godt nok... Det er bare ikke altid de gode intentioner bliver til virkelighed. Desværre ser jeg det modsatte af humanisme i europæiske politiske systemer der udelukkende fokuserer på at spille sorte Per ud mod hinanden, og som virker mere opsat på at vaske hænder end egentligt at handle!!!
Kære læser, nu som før, er der brug for individers handling og ord, det er nu vi skal huske og turde se menneskene. Turde at se i øjnene at hvad de etablerede demokratier gør, som jeg selv har tillid til, ikke er godt nok. Det er nu vi skal fastholde et massivt pres på en fælles demokratisk løsning, indtil den bliver fundet - tag godt imod hvert enkelt individ I møder på jeres vej... I forgårs blev valget at hjælpe en kvinde med 5 børn, plus en anden kvinde rejsende alene med 3 børn, men der var flere der også kunne have brugt vores fulde opmærksomhed og humanitære hjælp...
Tilvalg og fravalg, at se det enkelte menneske samtidig med at formå at hjælpe menneskeflokken.... Til tider et hverdagsdilemma...
Nu vil jeg stoppe for nu, da denne blog allerede har fyldt over mange dage - og er blevet rodet ;)
og jaja billeder det må I vente med... Men til jer der kender mig, så er der faktisk billeder på Facebook at se ...
En ting er sikkert, jeg får bestemt dagligt en større indsigt gennem min udsynsrejse - hvorvidt jeg bliver klogere som menneske må tiden og mine personlige handlinger vise...
Tak fordi du læste med...
