Bloggen har lagt lidt tavs, ikke fordi der ikke har været noget at skrive om, men fordi nogle gange er ord bare ikke nok...
De sidste uger i better Days for Moria har været meget følelsesladet, fyldt med hverdagsglæde og magtesløshed... Fyldt med kærlighed fra menneskene der omgiver mig dagligt.
Jeg har valgt idag at skrive til jer om de mennesker der nu er "fanget" på Lesvos. De mennesker vi, med de gyldne pas, må sige til "no solution", "we don't know" og ikke mindst "I'm sorry" ...
Den politiske situation
Som skrevet tidligere er hverdagen her foranderlig, trods det at de europæiske løsninger synes langt væk, sker der ændringer på jorden dagligt. Desværre ikke til den gode side, i hvert fald set fra mit perspektiv. Grækenland er presset, flygtningesituationens omfang er overvældende, jeg tænker vi er i midten af en katastrofal humanitærkrise. En humanitærkrise vi skal være meget opmærksom på ikke ender i at vi for altid umenneskeliggør de flygtede mennesker. De er og bliver mennesker som dig og mig!
De kom med håb til Lesvos, de overlevede krigene/ militærdiktaturene i deres hjemlande, de trodsede farene i Tyrkiet, de overlevede havets brusen - for at komme til et kontinent der ikke vil have dem... De kom med håb og lettelse, det politiske Europa tager imod dem med flere mure, hegne og paragraffer...
Det er ikke værdigt - det gør ondt i mit menneskehjerte...
At være til...
Jeg reagerer nogle gange med vrede, andre gange med sorg - jeg formår stadig at bruge følelserne konstruktivt - se det enkelte menneske og prøve hvad jeg og vi kan for at lette deres situation ved at være til i nuet. Og ja jeg bruger min vrede, til forhåbentligt konstruktivt at lade medierne være talerør for disse mennesker.
Kære Europa, kære vestlige civiliserede verden, glem ikke hvad du er bygget af - mennesker med drømne og visioner, mennesker med hjerter, mennesker der ønsker at leve. Uden vores hjerter, vores empati og medmenneskelighed hvad er vi da andet end kolde kapitale robotter? Jeg tror ikke på at nogen ønsker at leve i en kold verden styret af kapital og robottænkning... Der er ingen nemme løsninger, men vi må alle prøve det bedste vi kan...
"Kære politikere, det er tid til et pavekonvent, I skal finde en løsning, I skal handle og det skal være nu!!! Min bøn til jer, lad min mistillid til jeres europæiske topmøder komme til skamme. Vis os at der er en grund til folket valgte jer som repræsentanter. Åben jeres sind og brug jeres hjerner - åben grænserne... Intet menneske skal være adskilt af en streg"
Pakistan, Bangladesh, Marokko, Tunesien og Algeriet
5 lande, 5 befolkningsgrupper der ved ankomsten til Europa får besked på i registreringslejrene at de ikke er velkomne, at de kom ulovligt at de er i Europa ulovligt, og at de ikke kan fortsætte deres rejse fra de græske øer lovligt...
De bliver smidt på porten, med meget lidt information. De får, hvis de er heldige i Moria at vide, at de kan gå 400m op ad vejen, der møder de en lejr af frivillige der vil og kan give dem information. Informationen her er dog den samme "kære mennesker, der er ingen løsning." De kan få et telt at sove i, te, mad og tøj, men løsninger findes ikke. Samtidig er vi i den uofficielle lejr nødt til at fortælle dem, at de ikke kan blive longtermers hos os, for flere mennesker er på vej, flere der har behov for ngo'ernes og vores hjælp. En ting er hvis det bare var logistik og pladsmangel, desværre er det større end det. Menneskene fra de 5 lande, er ikke i sikkerhed på vores grund, politiet har startet de første arrestationer der fører til deportation.
Pistolen for panden - er det den nye europæiske politik?
Registreringen, der giver det gyldne rejsepas i Grækenland, af pakistanere og folk fra Bangladesh stoppede søndag otte dage siden. Fra det ene øjeblik til det næste, menneskene på flugt kom ud til os rådvilde "de siger de vil arrestere mig", "hvorfor råber de ad mig" "jeg forstår ikke hvad de siger" "hvornår åbner registreringen?" Som dagen gik, forstod vi at registreringen var lukket. En Whatsapp-samtale med dansk flygtningehjælp bekræftede mistanken. Endnu 2 befolkningsgrupper var udelukket for en mulighed for et frit og trygt liv i Europa.
Vi samlede dem, oversætterne var på hårdt arbejde med at oversætte de dårlige nyheder. Jeg førte ordet, jeg så dem i øjnene, jeg følte sorg.
Vores sølle forsøg på at lette stemningen blev kricket og volleyball, undervurdér ikke sammenholdets og legens glæde. Vi fik en ok aften...
Dagen efter holdte vi endnu et morgenmøde, denne gang for at fortælle dem "vi tror ikke på at registreringen vil åbne for jer igen, når de først har lukket for en nationalitet genåbnes den næppe. Det er ikke vores beslutning, vi kan ikke ændre politikken, vi føler med jer." Oversætterne måtte denne gang høre på en kvinde, der opfordrede til at et par frivillige blandt mændene skulle melde sig og begå selvmord. Hun var overbevist om at politikerne så var tvunget til at genåbne registreringen.
De følgende dage steg antallet af såkaldte "illegale" mennesker på øen. UNHCR og Anthie (regeringsansat leder af registreringslejren) ville komme til olivengrunden for at holde et officielt møde med dem. Anthie og UNHCR ville overbringe deres "muligheder", vi samlede de berørte til klokken 17... Vi ventede... Folkemængden opløstes... Klokken 18.30 kom de, mødet blev afholdt i mørket. Anthie, en repræsentant fra UNHCR og oversætternes ansigter var oplyst af vores elektriske lys fra teltet. Volleyballbanen var nu et møderum. Den officielle oversætter måtte rystende opgive, en af vores britiske læger med pakistansk baggrund overtog opgaven.
"Mulighederne"
1) frivillig deportering til Tyrkiet, da Pakistan ikke anses som sikkert til relokering. Ved dette valg ville de få 300euro med sig som starthjælp. Denne frivillige ordning kan kun vælges hvis man ikke søger asyl.
2) søge asyl i Grækenland. Her vil de blive registreret sejlet til Tessaloniki, hvor deres asylsager ville blive fasttracket. Pakistanere har en minimal chance for asyl i Grækenland. Efter endt screening/ fasttracking vil de, hvis afvist, blive deporteret til Tyrkiet.
Så de såkaldte muligheder fører til samme udfald, deportering til Tyrkiet. Et land der bestemt ikke er sikkert for disse mennesker. Deres oplevelser med det tyrkiske politi og den tyrkiske kystvagt er langt fra humanitet.
Pistolen for panden, vil du til Tyrkiet med penge, eller vil du til Tyrkiet uden så leger vi at du søger asyl i Grækenland, vi leger at dine menneskerettigheder som asylansøger bliver overholdt.
Afghanistan - ny business for menneskesmuglernes
Lige et ord med på vejen. I sidste uge blev grænsen til Makedonien lukket for afghanerne, igår hørte jeg at UK nu anser Afghanistan som et sikkert hjemsendelsesland. Dette forstår min simple hjerne ikke... Anyway afghanerne sidder ligesom alle andre mennesker, end syriske og irakiske familier fast i Grækenland. De kan ikke længere krydse grænserne lovligt. At Europa lukker deres grænser, tvinger disse mennesker ud i menneskesmuglernes farlige arme. Vi tvinger mennesker på flugt til igen at tage kæmpe risici, vi burde gøre mere.
Den humanitærkrise forsvinder ikke ved at vi lukker øjnene.
Min videre færd
Fredag rejser jeg selv nordpå, jeg kan med mit gyldne pas komme til Tessaloniki på en lille time, derfra tager jeg til Idomeni grænsen til Makedonien, og tilbyder min hjælp. Jeg er fuld af kærlighed over better Days for Moria, og er stolt af at se daglige udviklinger. Den humanitærekrise er ikke forbeholdt Lesvos eller de øvrige græske øer, Athen og Idomeni er situationen yderst skrøbelig. De mangler mad, husly og information. Sammen med et smukt team, er vi i gang med at finde et sted i Athen til et køkken og infocenter. Mens de smukke mennesker får kontrakterne på plads, tager jeg til Idomeni. I Idomeni vil jeg udføre humanitær nødhjælp og samle personlige kontakter og viden, så vi senere i Athen har et bedre netværk, til at kunne give menneskene på flugt den bedst mulige information.
Jeg har hørt mange historier om Idomeni, jeg er spændt og samtidig forlader jeg better Days for Moria med glæde. Glæden over at jeg ved at ingen frivillig er uundværlig, en anden vil overtage min plads og de følgende dage vil jeg gøre mit til at overdragelsen lettes.
Min erfaring her fra Lesvos vil helt klart blive nyttig videre på rejsen...
"Kære menneske
Indsigt gennem udsyn bestemt, jeg lærer dagligt mere om mig selv gennem mødet med menneskene omkring mig. Jeg oplever dagligt tillid på tværs af sprog, nationalitet og hudfarve. Jeg oplever håb, kærlighed og drømme. Jeg oplever et drive som er misundelsesværdigt... Jeg oplever humanitet, jeg oplever medmenneskelighed. Alt dette på det samme sted hvor levevilkårene for magtesløshed og frustration er alt for gode."
Tak fordi du læste med,
Kærlighed fra mig...
