En dag i Athen...

Kære menneske bag skærmen...

Denne gang bliver bloggen et uddrag af en dag, måske det sætter tanker i gang hos dig, måske ikke... Anyway det berigede mig at nedskrive situationen mens jeg var i den, og ikke mindst min reflektion da jeg kom hjem.

Håber I kan bruge læsningen til noget, ellers tak fordi I ser med. Alt indenfor situationstegnene er skrevet i fredags og ikke redigeret - så beklager på forhånd mine taste/sprogfejl :)

I bunden af dette indlæg, har jeg valgt at skrive hvad jeg pt laver i Athen. Måske det kan hjælpe til forståelsen af dagen, men syntes at I skulle have dagsreflektionen først. Det er dit valg hvad du læser først... Det er nu skønt med valg er det ik? 

" Fredag d. 22.april

(...)

12.51 ankomst til EASO ( European asylum support Office)

12.53 stiller mig op i køen, 18 mennesker foran mig.

12.57 4 bliver afvist far mor og 2 børn, de har deres papirer i hånden. Næste familie.

13.02 en græsk dame med et kort og en irakisk mand bliver lukket ind under højlydte diskussioner.

13.07 familie på seks bliver lukket ind. De næste mænd går hurtigt.

13.11 min tur, jeg forklarer mit navn, jeg kommer fra Ngo Khora og er her for at stille spørgsmål til procedure. Sikkerhedsvagten tjekker mit id, min taske bliver scannet. Jeg bliver scannet.

13.13 jeg er inde, sikkerhedsvagten peger på infoboksen og siger "go go, ask there" jeg takker.

13.18 min tur til infoboksen, jeg forklarer, damen beder mig tage plads og vente.

Stedet: infoboksen er en container, der sidder 4 græske mennesker, 3 kommer ikke frem til ruden, sidder i baggrunden, 1 sidder, jeg observerer.

Oversættere kommer og går...

13.40 jeg venter stadig... Solen bager, der er forsøgt ly men vi er for mange til skyggepladserne.

13.44 en afghansk mand går til ruden "I want asylum" sagt med stærk accent, damen svarer ikke. En anden mand kommer til ruden, prøver igen "he wants asylum, What should he do" damen bag ruden peger på bænken en oversætter bliver fundet.

13.46 oversætterne vrimler rundt, 

13.48 den græske dame med den irakiske mand forlader området efter en embedsperson talte 40 sekunder til dem. Den irakiske mands mundvige var vendt ned ad, den græske dame rører ham kort på skulderen. De går ud af den indhegnede EASO-plads.

13.53 jeg finder en plads i skyggen, mindre mennesker nu.

Pladsen: en dame kommer til hegnet taler på kurdisk til en mand indenfor. Familier står omkring med små børn, det ser ud til at der er mange medarbejdere. Medarbejderne kommer og går til familierne. Menneskene venter langt imellem de små korte visit fra medarbejderne.

13.55 jeg venter stadig.

14.02 arabi, arabi, en ung mand får hjælp til oversættelse. Jeg tænder en cigaret.

14.03 jeg flytter plads og sætter mig direkte ud for damen bag ruden, hun kigger alle andr veje end ligefrem.

Klokken er over 14, hegnet bliver lukket ikke flere kommer ind idag. Udenfor står 10-12 mennesker.

14.06 min rudedame skifter plads, der er 3 ruder mon hun skifter igen hvis jeg flytter med?

14.11 4 oversættere forlader området, en sikkerhedsmand i jakkesæt der halvskjuler hans sikkerhedsvest kigger på sit ur. Siesta i Grækenland. Min rudedame går.

Nogle børn sover på bænke, andre leger i gården jeg kan se på den anden side af min infoboksindhegning. Jeg er optaget af en baby i klapvogn, der bider i sin sele.

14.16 tålmodighed er en dyd, jeg er ved at opgive håbet for idag. Min rudedame er tilbage. Måske der er håb.

14.19 en græsk mand får en mindreårig til infoindhegningen fra køen med de mennesker udenfor der gik forgæves idag.

14.20 min rudedame rejser sig, ringer fra 3 forskellige telefoner, ser ud til hun ikke kommer igennem. Går ud af sin boks, bagom kigger efter nogen/ noget. Jeg begynder at tro at de ikke helt ved hvad de skal stille op med mig. Jeg passer ikke ind i nogen boks. Hun sætter sig på sin pind igen.

14.33 holder mig selv beskæftiget med whatssapp chat med den britiske læge og britiske donor som følger familien Shadi på afstand, og prøver at hjælpe fra England. Oversætteren har lige skrevet, at faderen er mismodig at lægerne har definitivt sagt at de ikke kan hjælpe sønnen. Hans krop er fuldt ud inficeret af hans brandsår.

FUCK!!!!

14.35 mangler stadig at finde et sted at bo til familien fra imorgen, skriver til donoren om hun er klar på at betale den dyre lejlighed to uger mere, skriver til nuværende udlejer om de kan blive boende en uge eller to mere... 

14.39 jeg bliver kaldt til rudedamen, hun har fundet en oversætter fra engelsk til græsk. Jeg forklarer familiens situation, hun lytter, vil gerne hjælpe. Hun vil nu kontakte EASO og sætte mig i kontakt med dem. 

14.47 jeg venter på bænken igen, med fornyet håb.

14.51 jakkesæts EASO expert kommer og taler med mig. Jeg forklarer situationen, han skal afslutte en sag først han kommer tilbage om ti minutter. De lød oprigtig klar på at ville hjælpe.

I believe!!

15.08 jakkesættet kommer tilbage, har brug for min telefon med registreringsbillederne. Han får min tlf med sig, jeg må have genfundet min tillid til noget system når jeg rent faktisk giver ham min tlf og koden til den :) bureaukrati, jeg kan ikke gå indenfor med EASO manden...

15.12 venter på bænken, tænder en smøg. Har fået lovning på penge til at beholde familien i lejligheden de er i nu. Forhåbentlig siger udlejeren ja i aften. 

15.13 jeg er ved at rende ud for tid, skal være på hospitalet klokken 16. Og hente tøjdonationer hos fairtradebaren på vejen.

15.14 systemer, systemer, hmm hvad mon bloggen kommer til at indeholde... Observation når jakkesættene hører historik om familien, som ja er ekstrem, men desværre ved jeg der er hundredevis af dem, så bliver de meget berørte og gør hvad de kan for at handle hurtigt. Men fuck hvor er det svært at nå til dem. Mit gyldne danske kørekort hjalp mig til at kunne hjælpe dem. Skræmmende at tænke på alle dem der ikke har selvstændige frivillige til at være pushy og insisterende for dem. For ikke at tale om selvstændige frivillige der finder donationer til at kunne akkommandere dem, give dem mad, tøj og ikke mindst information i en by hvor systemerne mildt sagt halter...

(...)

Resten er skrevet kl. 20.16

15.17 fra da blev det travlt... EASO-jakkesættet frem og tilbage bad om papirerne, havde dem kun på kameraet. Fik tre muligheder for at kunne få en hurtig aftale, valgte den sikre at prøve at vinde over tiden og nå frem og tilbage mellem hospitalet og autoritetsbygningen på under en halv time.

Jeg vandt over tiden, skrev til vores oversætter i England at han skulle ringe familiefaderen op så han havde papirerne klar når jeg kom til hospitalet. Ind og ud af taxaer, var tilbage hos EASO kl. 15.57 pyyhhh...

Familiens papirer blev scannet og de har fået en fasttrack morgen aftale onsdag, idag er fredag, dvs de skal møde op kl. 7 med hele familien, og så vente til kontoret kalder dem ind. Normalt, hvis noget kan kaldes normalt, er udsigten til aftaler med EASO 2-3 måneder ude i fremtiden... Denne familie er yderst heldige, vil hellere sige at alle de andre er uheldige og vildt dårligt stillet hvis ikke de tilfældigvis har fået kontakt med selvstændige frivillige grupper der kender og tør arbejde i og med og udenom systemerne....

Lejligheden faldt også på plads, om ikke andet for den næste uge. Mødtes med familien og udlejeren kl 17.00 i lejligheden, forklarede situationen og han sagde ja. Vi betaler overpris for lejligheden, men den er praktisk tæt på hospitalet og god for familien.

19.47 hjemme igen...

Slapper nu af og nyder min priviligerede rødvin, og ser på drengene fjolle rundt med vores hund Jungle.

Idag var en slags sejr og samtidig nederlag, i dag viste systemet at det kan fungere, men også at det er for de priviligerede dem der har kontakterne. I aften vil jeg holde fast i at en familie bliver hjulpet, de har en nåleklar asylsag og den kære dreng kan forhåbentlig snart komme til et hospital hvor der er specialister der kan hjælpe ham ud af sin smerte. Dernæst håber jeg for familien at de får asyl i et trygt land, der byder dem velkomne som mennesker. Men et skridt ad gangen. Onsdag morgen næste milepæl i deres lange rejse."

What am I, and we doing... Or at least trying to...

Idag er det mandag... Har været i Athen godt to uger, bor i et skønt kollektiv og nyder stadig at have et hjem at komme til efter dagen ude. Jeg er selvstændig frivillig, nu med en gruppe, hvor vi har oprettet den græske ngo Khora. Vores plan er stadig at sætte et socialcenter op, og kokkerere og udlevere mad og bidrage til informations- og sagsanlæg i den bygning, vi forhåbentlig snart finder. Anyway bygningen er ikke dukket op endnu, men vi arbejder alle med at gøre de ting vi nu hver især er gode til, bare uden at have bygningen at tage udgangspunkt i. Det betyder nogle kokkererer i squats mens andre leger med advokater, ngo'er, projekter, politiet og anarkister. Jeg er en af dem der leger rundt med ngo'er/projekter etc. Pt udfører jeg socialarbejde i og omkring børnehospitalet Sophia. Samtidig forsøger vi som gruppe at finde vejen til systemerne, for så mange som muligt.

Jeg bliver beriget af mit arbejde med denne sårbare familie, og alle de mennesker omkring dem i og uden for hospitalet.

At tage til et hospital, under denne humanitære krise, er hårdt men også livsbekræftende... For mig giver det mening igen at have den individuelle direkte facetoface kontakt med andre mennesker, hvor jeg kan følge deres vej.

Denne familie er også vores, som organisation, første prøvelse på om vi som nu ngo kan hjælpe med den bedst mulige info samt om vi kan råbe højt nok for disse mennesker til at de bliver hørt...

Hvorfor???

Jeg har håb, samtidig med at jeg bliver frustreret over ikke-eksisterende pseudo-systemer... Og tænker Why Europe? Hvorfor gør vi ikke vores bedste for at hjælpe disse mennesker, de lever og er som dig og mig, alligevel kan det virke som om, at de af systemerne bliver behandlet som i bedste fald numre, men i realiteten som problemer der skal flyttes væk.

Update på ovenstående familie

Vi har nu fundet en permanent lejlighed til familien, eller så længe de har brug for den, vi hjælper dem med flytning fredag. Programmet familien har fået et møde om, er det europæiske relocation program... Familien ønsker at komme tæt på sin familie i Østrig.

Den ældste søn i familien er på hospitalet, grundet en ulykke på togskinner i Idomeni, hvor han fik elektricitet gennem sin krop og derfor er i intensiv pleje. Ulykken skete ved at han legede rundt på et tog med en kammerat, de ramte elledningen. Hans ven fik en lille skramme som nu ikke kan ses, han selv blev forbrændt fra hoved til tå. Hans tilstand er ustabil, og hospitalet har nu meldt at de ikke ved hvordan de kan hjælpe ham. Vores opgave nu er at finde speciallæger der forhåbentlig kan få denne unge dreng ud af smerte.

Kære menneske, tak fordi du læste med... I næste blog, vil jeg skrive noget mere om systemerne men allerhelst håber jeg at kunne fortælle en positiv historie om denne syriske kurdiske familie... En af mange... Verden har brug for positive historier, vi har alle brug for at se medmenneskeligheden vinde!!!!

Kærlighed fra mig til dig... Verden har brug for kærlighed!!!