10. November - Bureaukrati og frygt

Bedre sent end aldrig, denne blog er fra 10.november 2016 :)

Kære menneske bag skærmen

Denne Update vil jeg dedikere til tre skønne teenagere, som er/ var ukompagnerede i Grækenland, ens for dem alle tre var at de tog alene over Middelhavet for at komme i sikkerhed og med håbet om at kunne blive genforenet med deres respektive familier i Danmark.

Jeg bruger ikke deres rigtige navne eller præcise historier.

Dansk bureaukrati versus teenagerens tålmodighed

Jesuf, er en ung teenagedreng, der drog alene over Middelhavet i håbet om at komme mod Tyskland. Han har svigerfamilie i dk, men kan ikke blive sammenført da hans genetiske familie endnu ikke er godkendt. Pt i Grækenland sidder han fast i Athens gader, han vil ikke melde sig som mindreårig hos de større ngo'er da han frygter at sidde fast i de såkaldte ungdomscentre (realitet ungdomsfængsler) på øerne, hvor han ville sidde helt låst. Han ønsker ikke at søge asyl i Grækenland, han ønsker blot at komme tættere på sin familie. Jesuf er ung, jeg tror desværre ikke han har tålmodigheden til at vente på det danske bureaukrati. 

I khora community center har han et sted at være i dagtimerne, men han vil allerhelst prøve at skrabe penge sammen til at komme videre. To gange om ugen er jeg i kontakt med ham, men kan desværre ikke gøre andet for hans fremtid end at give ham information, derfra må han tage sine egne valg som en voksen mand trods sin unge alder.

Jesuf bor i en besat bygning, er omgivet af gode venner, finder mad på gaden og blandt frivillige grupperinger. Han ender nok, som mange andre mindreårige i Grækenlands gader, med at tage endnu en farefuld tur i menneskesmuglernes lune.

Menneskesmuglere grundet frygt for systemerne

Yaisir er 16 år, ham stødte jeg på i khora under en uendelig lang opvask, Yasir og hans venner kom pjattende ind i køkkenet, og gik straks i gang med opvasken da de så jeg stod alene. Snakken gik på meget gebrokkent engelsk, da de alle tre først lige er begyndt at lære det. De spurgte mig hvor jeg var fra, til sidst forstod de Danmark. Her blev stemningen høj, Yasir fandt sine papirer frem og fik fortalt at hans fader var anerkendt som flygtning af det danske system. Efter samtaler og god hjælp fra det vidunderlige græsrods miljø i Danmark, kunne jeg se at Yasir kunne komme med mig til dk under Dublin konventionen. Han skulle "blot" registrere sig i Grækenland, komme på den danske ambassade og relativt simpelt ville han med mig som eskorte kunne flyve til dk inden for 2 uger.

Men men men... Teenagere og tålmodighed, Yasirs sag var klokkeklar, men pludselig en aften skrev han at han nu var i Tyskland. Han har højst sandsynligt smuglet sig dertil. 

Jeg er dybt frustreret over at vi i den priviligerede såkaldte humanitære velfærdsstat, har en lovgivning der afviser familiesammenføringer fra krigsramte lande til mennesker der af klokkeklare årsager måtte flygte fra hus og hjem. Afvisninger af familiesammenføringer der ender med at bringe disse mindreårige på livsfarlige ture over Middelhavet og videre op i Europa i menneskesmuglernes hænder, i ren frustration og afmagt for at holde sig selv i live.

Hvordan kan vi gøre det Danmark?  Jeg forstår det simpelthen ikke, retten til familieliv er ukrænkelig, retten til et anstændigt liv som menneske hvor end du er fra burde aldrig tilsidesættes for nogen politiske, markedsøkonomiske og eller af grunde jeg end ikke kan sætte mig ind i som frygt!

Har frygten overtaget?

Frygten har overtaget nok dele af den amerikanske befolkning til at de kunne vælge en mand til præsident som oveni hatten har voldtægtsanklager og børnearbejdeanklager mod sig og sin virksomhed. En frygt der var så stærk at humanitarismen, hvert enkelte individs værd som menneske åbenbart ikke gælder længere?

9. November var for mig ikke en sorgens dag, men en dag hvor jeg forsøgte at fornægte valget af hvad jeg ser som en kapitalistisk, racistisk ignorant. Jeg var ked og led og jeg begyndte at mærke frygten for tredje verdenskrig, frygten for hvilken magt denne ene mand kommer til at besidde i verden. Dernæst blev jeg vred, frygten skal ikke overtage min sjæl, frygten skal ikke leve i mig - vi må alle kæmpe. Kæmpe for en verden hvor børn kan være børn, familier ikke bliver splittet ad, en verden hvor vi ser hinanden som ligeværdige trods det at vi ikke er ligestillede. Lad os kæmpe sammen for en verden med mindre ulighed, for en verden hvor frygten ikke gør os til ignoranter overfor hele menneskehedens værd!

Bevæggrunde, følelser - at være og leve

Kære menneske bag skærmen, som du kan læse er jeg meget emotionelt ramt både af det amerikanske valg, mest af alt af hvad jeg analyserer ud fra valget, men også af at være blandt mennesker dagligt der ikke får deres ret som mennesker anerkendt blot fordi de ikke har et gyldent pas. Det rammer mig hårdt hvordan vi kan ignorere det faktum at ikke blot 1,2 mio, som vi har i Europa, men hele 90 mio mennesker er internt fordrevne fra deres hjem. Og vi i lille rige Europa formår ikke engang at tage imod den lille million af mennesker, vi kæmper i stedet på nationalt niveau om at se hvilket land der vinder konkurrencen om at virke mindst gæstfrit.

Det er en skændsel intet minde.

Kære menneske der findes masser af stjernestunder i min hverdag, der findes også stjernestunder i horrible situationer og en af dem sidder jeg i nu. Jeg svæver over Europa et sted, og jeg har en ung teenager med mig. Jvf. Dublin konventionen bliver han nu genforenet med sin familie, de venter ham i lufthavnen. Pt sover han, men øjnene kører rundt. Mon ikke han vågner op til en af sine stjernestunder, for mig er det bestemt. Inden jeg forlod Athen sagde jeg til min iranske ven at jeg ville prøve ikke at tude i lufthavnen til denne smukke og private familiebegivenhed, han svarede "why? Tears are good, tears are beautiful to" - han har fuldstændig ret.

Som du måske har forstået går turen til dk, en miniferie fra den græske sol til den danske sne. Ser frem til gensynskram og gode lange samtaler, refleksioner og diskussioner - min hjerte og mit hjerte har brug for plads til at være. Til blot at være og jeg kære menneske er så priviligeret at det valg kan jeg tage.

Tak fordi du læste med, pas på dig selv og pas på vores allesammens medmenneskelighed og kærlighed vi må ikke miste troen på fællesskabet og en verden bestående af menneske til menneske. Som jeg ofte siger I kollektivet : " we just have to believe enough then it in the end will happen - and we must never stop fighting!"

Khora CommunityCenter en realitet - vi er alle mennesker!

Kære menneske bag skærmen...

Lige en Update her fra Athen efter vores første uge med et åbent community center. Som skrevet før er jeg en del af kooperativet Khora, vi har i 3 måneder renoveret en 7-etagers fabriksbygning og omdannet den til et smukt community center som forhåbentlig med tiden kommer til at danne rammen om et fantastisk tværkulturelt miljø hvor menneskene på flugt, lokale og udlændinge som jeg, kan komme og være menneske til menneske sammen.

Khora CommunityCenter

Fakta først, i vores bygning har vi en ingen-foto-politik af sikkerhedsårsager for menneskene der bruger og er i og omkring centret. Jeg ville ønske jeg kunne vise jer de smukke billeder jeg har taget i mine tanker. Forhåbentlig med tiden får jeg beskrevet hvad jeg oplever så godt at I også kan mærke og se glæden, frustrationerne og håbet i blandt disse mennesker. 

Bygningen (-2 til 5. Sal og Taget)

-2 er vores kælder hvor vi har lager. Med tiden får vi forhåbentlig struktureret en god fordelingscentral/ shoppingcenter hvor menneskene kan komme og vælge hvilket tøj og donerede non-food-items de vil have. Kodeordet er valg.

-1 workshop, indtil åbningen har workshoppen været hjertet, her blev paller og andre gode fund på gaden forvandlet til brugbare møbler etc. Workshoppen har stadig travlt med byggerier både til vores center men også til de besatte bygninger omkring Athen. Workshoppen er sjov og hyggelig, dejligt at se hvordan flere af menneskene, der er fanget i Athen, har udviklet og brugt deres kompetencer sammen med os.

0. Her er et af vores nye hjerter, informationsdisk og et mindre integreret  børnerum for de 1-6 årige. Groundfloor er indgangen til bygningen, og her er der liv. Også når børnene skal hjem og de egentlig hellere vil blive og lege lidt længere. I informationen har vi udviklet et visuelt og et virtuelt kort med alle de services vi oplever som brugbare i forhold til læger, advokater, uddannelse, asylprocedurer, steder at bo, Fairtrade/ gratis-markeder etc.

1. Ingen hjerte uden god ernæring, på 1. har vi vores køkken. Det er ikke et suppekøkken, vi laver meget mad men kvaliteten lider bestemt ikke under kvantiteten. Pt er det en ung syrer der sammen med to englændere er Master chiefs, monsterlækkert mad.

2. Her er for mig vores andet hjerte, cafeen. Cafe'en serverer gratis mad, te og limonade vores vision er ved at blive til virklighed - væk fra distribuering til servering hvor menneskene kan sidde ved borde og slappe af med familien, vennerne og møde nye venner. Dagligt prøver jeg at give mig selv den nydning det er lige at stikke hovedet ind, sidde i 5 minutter og være - at være til.

Cafe'en er samtidig om aftenen hjertet for events, pt kører der ugentligt et yderst populært selvforsvarskursus og mavedans. Cafe'en har også været ramme for et børneteaterstykke om deres oplevelser fra flugten til Europa, ligeledes har voksne også valgt at dramatisere deres oplevelser i et smukt stykke der også endte ud i sen fællesdans.

3. Uddannelse, formiddag og aften for voksne, eftermiddag for 7-14 årige. Denne etage har også et computerrum, som vi glæder os til at åbne så snart vi får styr på vores wifi (teknikken driller åbenbart for andre end mig :) ) Rummet er ment for at menneskene selv kan søge information, ringe skypecall til græsk asylservice og ikke mindst give dem bedre mulighed for at holde kontakt med familie og venner udenfor Grækenland.

4. Kvinderum, jeps et rum kun for kvinder. Og øj hvor de nyder det, jeg oplever både pludren og kvidren, men ikke mindst ro. Roen til at tage en lur, ro til at samtale på balkonen, ro til at kreere med deres fantasifulde hænder. Etagen kommer også til at indeholde en gratis tandlægeservice, da vi lige har fået et fantastisk tilbud på udstyr, græske og udenlandske tandlæger står klar til at yde gratis service - dette burde køre om 2 uger :) Sidste rum på etagen er en juridisk rådgivning/ information, hvilket er essentielt for menneskene her.

5. Pt står det åbent, vi har flere gode ideer, men vi er sikker på at brugernes ideer er bedre end vores. Så vi giver de næste uger til at holde ørerne åbne og lytte til efterspørgslen.

Taget. Åhhh der er smukt på vores tagterrasse, udsigten wauw... Desværre kan vi ikke åbne taget for alle af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg vil fortsat tage min morgen-te med derop og starte dagen med ren nydning.

Udfordringer - vi er alle blot mennesker!

Har der og er der udfordringer? Ja, udfordringer på forskellige niveauer som jeg og vi lærer fra og af dagligt, for mig at se bunder de fleste af de udfordringer vi møder i kommunikation og af og til manglende viden og eller frygten for det ukendte. En frygt som jeg desværre ser alt for tydeligt i nyhedsstrømmen fra Danmark. Hvornår lærer de kære politikere at tale med respekt for mennesket, og udfra værdien at vi alle blot er mennesker. Politikerne har et stort ansvar for retorikken, men det har vi bestemt også som individer, til at bruge vores røst og sige fra. Tak til alle I smukke mennesker som dagligt prøver at ændre tonen, eller blot i jeres hverdag har med jer at møde andre mennesker som hvad de er - mennesker... Tak!

Vi har også en udfordring i os selv som mennesker her i Athen, vores egen individuelle selfcare grundet et dybt ønske om at gøre det bedst mulige så hurtigt som muligt. Ja, vi er trætte, vi bor næsten 20 mennesker sammen og kører en 7-etagers bygning fra mandag til lørdag 10-19+, dagligt holder vi debriefing efter fælles rengøring. Vi ønsker alle en kort debrief men i et kooperativ som ønsker ikke at være hierarkisk tager kommunikation tid. Tid som er godt givet ud. Vi ønsker også alle at bruge tid med hinanden hjemme og ude, flere af os har ligeledes brug for at være selv. Vi er gode til at give hinanden plads, men vi skal alle blive bedre til at give os selv mere plads til at være være.

De løftede pegefingre 

Min første løftede pegefinger gik til Danmark og jeg vil gerne hæve den til hele verden - vi er alle mennesker, det eller de ukendte er blot noget/ nogen du ikke har mødt eller viden om endnu, giv dig selv gaven at se og mærke det eller de ukendte - måske kan det eller de bringe dig glæde.

Derfor går min anden løftede pegefinger også til mig selv, jeg er blot et menneske. Simpelt og ligetil, jeg er taknemlig for mine medmenneskers kærlighed omkring mig og deres opmærksomhed til også at sige "hey human Being" og jeg er taknemlig for at de lader mig yde den omsorg og kærlighed tilbage til dem. Jeg samler på stjernestunder, og dagligt bliver jeg rigere.

Kære menneske bag skærmen, tak fordi du valgte at læse med, tak for din tid og tanker. Pas på dig selv og hinanden i en verden hvor vigtigheden af åbenhed, imødekommenhed og kærlighed kan være sat til side af hvad der kan virke som nødvendighedens dogme. Intet er mere nødvendigt i verden end at være lige hvor du er med åbne øjne og møde mennesker som de er - et menneske du blot ikke har mødt før nu.

Denne blog blev meget om Khora og bygning, jeg ved hvor mange mennesker der dagligt kæmper for andre smukke tiltag og væren, I er ikke glemt men idag denne søndag er mit hjerte og hjerne fuld af bygning og menneskene som på den ene eller anden måde er eller har været en del af dette forhåbentlig spirende community - tak. Selvom jeg trods mine brune øjne er dansker, siger jeg det gerne højt, jantelov eller ej - jeg er røvstolt, det er sgu monstersmukt!!!

Kære menneske bag skærmen tak fordi du følger mine oplevelser, måske får du et andet udsyn gennem hvad jeg oplever som indsigt. Indsigt gennem Udsyn? Ja tak :)

På vej mod Athen - tilbageblik og fremsyn

Kære menneske bag skærmen...

Im back at the blog :) 

Først et tilbageblik, derefter får i et lille indblik i min skønne sommer i Danmark og ikke mindst en Update på den syriske kurdiske familie med drengen Shadi.

Jeg har været i Danmark i 3 måneder, og er efter 3 dage i varevognen gennem Europa fra Frankrig, nu i Grækenland hvor Athen venter om en små 6 timers kørsel..

Tilbageblikket jeg har valgt til jer er mine nedskrevne tanker fra min første uge hjemme i dk, tanker der bærer præg af 5 måneder i midten af en humanitær krise der var fyldt af stjernestunder, frustrationer og forundringer og ikke mindst min bevidsthed om mine egne privilegier som menneske...

 

... (30.05.16, Kbh)

Kære menneske bag skærmen....

På den anden side, eller lige midt imellem Grækenland og Danmark. Pt befinder jeg mig et sted midt imellem. Fysisk er jeg i det kære Danmark, mens noget af mit hjerte og min sjæl stadig er i Grækenland.

Det gyldne pas tillod mig den frie rejse tilbage til Danmark, tilbage til dem jeg har kær - familie og venner... Noget i mig er forandret for altid, noget i mig vil for en tid, eller altid være blandt menneskene i Grækenland.

Det lyder højt og svævende, men pt tænker jeg at noget i mig altid vil være fanget/ draget imod et andet sted end dk, så længe menneske er fanget i et midtimellem.

Jeg kan vælge at være i et midtimellem, de har intet valg. Dette er nogle af mine tanker om at være hjemme. Og hvad er hjem egentlig, hjem for mig er hvor mit hjerte er med mig. Jeg har skam mit hjerte med tilbage til dk, alligevel er Athen for mig også blevet et hjem. Min moders hus er også mit hjem, et hjem der blandt andet fik mig til at lande på benene igen, efter mit omvendte kulturchok i at vende tilbage til velfærdsstaten Danmark. Ikke en velfærdsstat hvor alle systemer virker som de skal, ikke en hvor vi som danskere gør det bedste vi alle sammen kan for hinanden som mennesker. Men alligevel en velfærdsstat hvor vi burde kunne skabe et Utopia for hinanden, hvis vi har viljen i hjertet og sammen ville det bedste for os som bosiddende i dette land. (...)

 

Sommeren i Dk, gensynsglæde og blomstrende mennesker

Det blev et midtimellem, der vil for altid være et før og efter Grækenland for mig, ligesom med så mange andre rejser og livsændrende oplevelser hårde som smukke. Der er ingen tvivl om at det var hårdt for mig at forlade Athen i maj på trods af at jeg glædede mig til gensynene i dk. Jeg blev taget imod af en skøn veninde og hendes børns umiddelbare glæde ved gensynet var næsten mere end jeg lige kunne rumme, ligesom min moders glæde i telefonrøret da jeg ringede fra Kastrup og sagde jeg var landet.

Månederne blev skønne, boede i Kbh hvor gæstfriheden også er stor, opdagede Venligboernes fantastiske væren på tæt hold og var for en stund en del af den smukkeste bevægelse jeg har oplevet i mit liv i Danmark. En bevægelse der handler om at være venlig, at være til med menneskene omkring dig. Det glædede mig også at se at den civile humanitære aktivisme, såsom jurarådgivningen, jobformidling, cafe'er etc blomstrede i Venligboerne og andre græsrodsbevægelser. Smukke tiltag, tiltag staten burde tage sig bedre af, tiltag så essentielle at mennesker har valgt at oprette dette for andre mennesker fordi vores velfærdssamfund simpelthen ikke gør det godt nok og fordi at civilsamfundet kan noget andet end staten. Jeg kan ikke sige det nok gange, mødet menneske til menneske som menneske er det essentielle i for mig enhver relation, integration, inklusion (put gerne flere -sioner ind) - pointen er vær nyd og gums i livet, smil, ører og kram koster intet men betyder alt!!

Update Shadi og familie

I foråret skrev jeg i min blog om drengen Shadi, Shadi og hans familie er blevet så meget mere end en sag eller et kort møde for mig og også for vores kooperativ Khora. Deres sag var som skrevet tidligere banebrydende, vi fandt vejen ind til forskellige systemer og lærte meget af dem, både om systemerne men vi voksede bestemt også som mennesker ved at følge denne stærke kurdiske syriske familie. 

Familien kom endelig i slutningen af juni til Frankrig, gennem EASO, de blev højprioriteret og var heldige. Alligevel tog det næsten 3 måneder fra de blev uofficielt godkendt til at komme afsted, til de kunne sætte deres fødder i Frankrig.

Jeg kan vælge nu at beskrive i detaljerne hvad alle de større ngo'er ikke gjorde for denne familie men kunne have gjort, jeg tænker I kan gætte jer til det.

Lige nu vælger jeg at rette mit blik mod, at jeg fra søndag til mandag med egne øjne i Frankrig så en 12 årig dreng gå, så ham lege med sine små søskende, så ham ude af sin hospitalsseng, så ham smile over hele femøren, så ham være barn med sin familie. Det varmede mit hjerte at se dem alle, jeg er så glad for at Shadi har fået ordentlig hospitalsbehandling nu. Han er ikke færdig med sine hudtransplantationer fra forbrændingerne fra togulykken, men han genoptræner og kroppen tager imod behandlingen og han er ude af sit 24 timers fysiske smertehelvede han var fanget i. Lettelsen er stor i både hans blik ligesådan i hans families.

Et skridt af gangen

Jeg er fuldt bevidst om at deres trængsler ikke er ovre, de har stadig kun fået 1 års ophold i Frankrig, de skal pt årligt genovervejes. Den 7 årige pige er startet i skole, når papirarbejdet er klaret starter den 3-årige pige i førskole, mens den knap 2-årige må gå hjemme et år endnu. Forældrene har endnu ikke modtaget sprogundervisning, papirarbejde venter, men når de har lært sproget er det tilladt for dem at arbejde. De ser begge frem til igen at blive selvforsørgende.

Fantastisk gensyn med denne skønne familie i Frankrig, jeg fik et lille indblik i deres nuværende hverdags glæder og sorger. Deres taknemlighed er stor, men sandheden er at det er mig der tager hatten af for dem.

Jeg håber med hele mit hjerte at jeg en dag nedskriver smukke integrationshistorier, hvor også denne families integration er en del af fortællingerne.

Hvad nu...

Om 6 timer er jeg tilbage i Athen, tilbage i vores kooperativ Khora og vores kollektiv. Jeg glæder mig til disse gensyn, ser frem til at se hvor langt de er med det 7 etagers communitycenter som vi har i hjertet af Athen. Jeg ser frem til at være en del af et miljø, hvor jeg håber og tror på at vi sammen kan skabe et communitycenter med ligeså smuk ånd som Venligboerne i Danmark. Hjertemenneskene er her, og der er bestemt brug for det... Måske har medierne i Danmark glemt krisen, men den er på ingen måde ovre, mennesker kæmper dagligt i Europa for at have et hverdagsliv og deres ret til at leve et trygt sikkert liv.

Hvad præcis jeg kommer til at lave i centret vil tiden vise, det vigtigste for mig er at menneskene der kommer der, grøn som lilla, føler sig set og hørt og forhåbentligt vil alle på stedet være medskabende af et miljø der giver mening.

Vi vil også yde socialhjælp, advokathjælp, lave fællesmad, have fællesdans, tilbyde information og guidning ind og ud af diverse systemer... Vi vil være fælles og sammen dette er og bliver ånden også i dette communitycenter.

Du kan følge Khora på Facebook og Instagram, hvis du har lyst. Jeg vil fortsat blogge om min færden her.

Kære menneske bag skærmen tak fordi du læst med, jeg har så meget på hjerte jeg gerne ville beskrive til dig/jer, men jeg vil stoppe for nu... Senere kommer der måske en skrivelse om min oplevelse af hvad, hvordan, om man som selvstændig menneske kan komme igennem til større ngo'er og politikere i Danmark. Men lige nu er det ikke det der fylder....

Indsigt gennem udsyn... Tja jeg er i hvert fald glad, hvad enten det er i dk eller ude i verden tror jeg på indsigten kommer ved at kigge ud, ud og væk fra dig selv for både at se dig selv og menneskene omkring dig fysisk og dem i dit hjerte...

Pas på dig selv og hinanden, vi er alle mennesker... Nyd og vær!!! 😍

PS: synes altid ps'er er lidt mærkelige men også hyggelige...

Pps: denne blog blev skrevet fredag i varevognen på vej mod Athen

Ppps: wifi ventede forude i kollektivet, så derfor måtte i vente til nu før jeg fik trykket på send :)

Pppps: ikke flere ps'er for nu

Ppppps: Arggghhh lige et, jeg har set communitycentrets udvikling og det er fantastisk - menneskene her har arbejdet hårdt de sidste 3 måneder og igen skabt noget smukt... I starten af oktober regner vi med at være klar til et fuldt åbent center. Det er så vildt!!!!

"Systemerne" - Frustrationer og Stjernestunder

Kære menneske bag skærmen

Jeg skrev i min sidste blog at jeg ville skrive mere om systemer, jeg er i og med utallige systemer dagligt, og nogle gange føles det som at sparke til træer... Sandheden, som jeg ser den, bag systemerne, er at de ikke bare er mangelfulde de er ofte helt fraværende.

Hvad er grunden? Er det manglende vilje til løsninger og samarbejde? Er det manglen på empati grundet en for nogen uoverskuelig humanitær krise? Eller har disse nogen fravalgt at se disse menneskers krise som værende en humanitær krise?! Eller ved disse nogen ikke hvad der reelt set foregår?

Kære verden fortæl mig hvor jeg kan finde svarene, fortæl hvem vi skal råbe op, og jeg lover dig at jeg og mange andre vil gøre hvad vi kan for at det lykkedes...

Med det sagt vil jeg give jer en indsigt i hvad jeg blandt andet oplever i min hverdag, og hvorfor jeg som menneske fortsætter min simple indsats, hvordan jeg kan blive ved med at tro på at dråber i vandet kan skabe ringe, der kan blive til humanitære revolutioner.... Det er mit visionære håb...

Frustration og stjernestunder

Vi har i Khora hjulpet familien Mahmoud siden d. 8. April, jeg har været så heldig at følge dem fra den første dag vi opsporede dem til et hospital til nu. De er i nuet i det græske asylsystemskontors vold. Det er lykkedes os som organisation at få dem fasttracket gennem et virvar af systemer, for gang på gang at møde nye mure af stempler der skulle verificeres af specifikke systemer. Familien er nu i et limbo, de ved at de højst sandsynligt får muligheden for at få deres asylsag hørt i et andet europæisk land end Grækenland. De ved at deres ældste søn som er forbrændt på mere end 60 procent af sin krop, vil få ordentlig behandling i et andet europæisk land som har de økonomiske ressourcer dertil. De ved at de er heldige at deres historie blev hørt af lige præcis en europæisk donor, som bad selvstændige frivillige om at handle. Selvstændige frivillig som har formået at skabe en græsk fungerende ngo. De ved de er heldige, de er taknemlige. De tror og håber på at vi som ngo vil blive ved med at hjælpe dem, så længe det er indenfor vores rækkevidde af muligheder. De har tillid.

De ved også at vi eller de ikke kan vide, hvornår systemernes stempler er klare. De kan ikke vide hvornår deres pinsel i venten stopper, hvornår de når til en milepæl hvor de kan trække vejret trygt igen. De ved ikke hvornår deres sag bliver hørt og forstået. De ved ikke hvornår de kan leve i tryghed og vished om at de er i et system, et land, en Union som vil tage ordentlig vare på deres søn. De ved ikke om de nogensinde kan føle sig helt trygge, helt sikre på at de nu endelig er kommet igennem nåleøjet i Europa. Og de kan ikke med sikkerhed vide om deres ældste søn bliver rask.

Denne familie har her i Athen givet mig de største hverdagsdilemmaer, hverdagsfrustrationer og de smukkeste stjernestunder.

Frustrationer

Frustrationer over systemer, mistet tillid til at EU egentlig vil leve op til menneskers asylrettigheder, basis menneskerettigheder, begyndende mistanke om at systemer bliver bygget op blot for at forhindre disse menneskers basisrettigheder til simpel eksistens. Frustrationer der stadig får mig til at føle en stor sorg. Jeg er blot et menneske, jeg har oplevet en del, intet i sammenligning med hvad disse mennesker gennemgår, men en del til ikke at føle sorg over hvordan vi i vores verden "vælger" at behandle mennesker som burde behandles som vores ligeværdige. Jeg er frustreret og at være europæer, trods det at jeg ved jeg måske burde være taknemlig.

Dilemmaer

Denne familie er en af tusinder som har brug for vores hjælp, det evige ikke blot pædagogiske dilemma men også menneskelige dilemma. Hvordan/ hvornår skal vi prioritere individet fremfor gruppen? Hvem skal vi vælge at hjælpe, er det ok at brug tusind euro på husleje/mad og bleer på en måned til en familie, når de tusind euro kunne være brugt til at give måske 800 shampoo i en måned i badene på Pireaus Havn.

Jeg nægter nogensinde at være mennesket der vælger hvilke mennesker der skal have hjælp, og hvem der ikke skal. Men det rent faktiske er at jeg dagligt tager valg. Jeg vælger at hjælpe dem, jeg vælger at hjælpe andre individer også, men denne familie er for mig at se også en vej ind i systemernes virvar med en meget markant sag. Denne families sag kan på sigt måske hjælpe os til at hjælpe andre. Jeg kommer dog ikke udenom at det er et dilemma.

Det er tilvalg, men også fravalg - livets evige paradoks...

Stjernestunder

Dette er alt andet end svært for mig at skrive om, bare at skrive ordet får min hjerne til at fremkalde utallige billeder, ikke blot af denne familie men af mange mennesker jeg har været så heldige at møde på min vej. Mennesker som jeg har haft et reelt gedigent menneske til menneske møde med. Hvad enten det er dem der husker mig, eller mig der har deres historier og ansigter printet i mit sind. De unge teenagepiger der stopper mig i Pireus Havn og siger "madam, food food you Macedonia", familiefaderen der stoppede mig på Omonia Square en dag jeg bare var for træt "madam madam, excuse me madam" jeg stoppede op, han så mit ansigt spurgte "Mytilene?" Jeg svarede ja. Da kyssede han mine kinder, " you helped me, do you remember? You made the blue ( betyder UNHCR grundet deres blå veste) do my passport right" Jeg kan ikke andet end smile og lyse op i disse stunder, for jeg ved præcis hvad der var på spil. Disse mennesker har følt sig set, har følt sig hjulpet, og alt de ville var at takke. Deres tak er af umådelig betydning for mig, i sandheden er det mig der takker dem. De giver mig mine stjernestunder.

Stjernestunder kan også være triste, stunder hvor jeg genmøder mennesker jeg håbede aldrig at se igen i dette land. Misforstå mig rigtigt, Grækenland er ikke et forfærdeligt land, men for disse mennesker, er Grækenland ikke et land med muligheder for dem.

Stjernestunder er også når jeg ser børn lege eller jeg leger med dem selv, kvinder kvidre, mænd lege macho. Alt i alt normalt liv foregå i hvad der er alt andet end en normal eller acceptabel livssituation. 

Dette fører mig tilbage til starten

De evige spørgsmål jeg stiller mig selv, hvorfor .... Hvordan f... kan vi som proklamerede velfærdsstater, proklamerede civiliserede samfund lade dette ske for mennesker - det kunne være dig og mig.... Jeg forstår det ikke! Jeg er frustreret! Jeg er ked, jeg er trist, jeg er også heldig. Jeg føler også glæde, til tider er jeg også lykkelig. Jeg er præcis der hvor jeg føler jeg skal være som menneske, et sted der giver mening, et sted hvor jeg føler mig priviligeret og fyldt og omgivet af smukke mennesker hvide, brune, gule, grønne og sorte... Mennesker med det til fælles at vi alle blot ønsker at være... Desværre har vi ikke alle de muligheder, men for fanden hvor er det smukt at se mennesker med de trængeste vilkår formå at skabe hverdagsglæde og hverdagslykke i deres og mit liv...

Kære menneske bag skærmen, tak fordi du læste med, jeg vælger at stoppe min skrivning for idag, før jeg bliver for sentimental til at du kan tage mig seriøst... Husk blot på, vi alle har vores ret til og ønske om at være præcis det menneske vi er, at have en plads, en tryghed, en base, mennesker der kærer om os... Vores alles simple ret til eksistens og at blive set og hørt som vi er - et menneske blandt mange ikke et nummer i systemet....

Min kærlighed til dig og de andre skønne mennesker bag skærmen og dem uden... 

En dag i Athen...

Kære menneske bag skærmen...

Denne gang bliver bloggen et uddrag af en dag, måske det sætter tanker i gang hos dig, måske ikke... Anyway det berigede mig at nedskrive situationen mens jeg var i den, og ikke mindst min reflektion da jeg kom hjem.

Håber I kan bruge læsningen til noget, ellers tak fordi I ser med. Alt indenfor situationstegnene er skrevet i fredags og ikke redigeret - så beklager på forhånd mine taste/sprogfejl :)

I bunden af dette indlæg, har jeg valgt at skrive hvad jeg pt laver i Athen. Måske det kan hjælpe til forståelsen af dagen, men syntes at I skulle have dagsreflektionen først. Det er dit valg hvad du læser først... Det er nu skønt med valg er det ik? 

" Fredag d. 22.april

(...)

12.51 ankomst til EASO ( European asylum support Office)

12.53 stiller mig op i køen, 18 mennesker foran mig.

12.57 4 bliver afvist far mor og 2 børn, de har deres papirer i hånden. Næste familie.

13.02 en græsk dame med et kort og en irakisk mand bliver lukket ind under højlydte diskussioner.

13.07 familie på seks bliver lukket ind. De næste mænd går hurtigt.

13.11 min tur, jeg forklarer mit navn, jeg kommer fra Ngo Khora og er her for at stille spørgsmål til procedure. Sikkerhedsvagten tjekker mit id, min taske bliver scannet. Jeg bliver scannet.

13.13 jeg er inde, sikkerhedsvagten peger på infoboksen og siger "go go, ask there" jeg takker.

13.18 min tur til infoboksen, jeg forklarer, damen beder mig tage plads og vente.

Stedet: infoboksen er en container, der sidder 4 græske mennesker, 3 kommer ikke frem til ruden, sidder i baggrunden, 1 sidder, jeg observerer.

Oversættere kommer og går...

13.40 jeg venter stadig... Solen bager, der er forsøgt ly men vi er for mange til skyggepladserne.

13.44 en afghansk mand går til ruden "I want asylum" sagt med stærk accent, damen svarer ikke. En anden mand kommer til ruden, prøver igen "he wants asylum, What should he do" damen bag ruden peger på bænken en oversætter bliver fundet.

13.46 oversætterne vrimler rundt, 

13.48 den græske dame med den irakiske mand forlader området efter en embedsperson talte 40 sekunder til dem. Den irakiske mands mundvige var vendt ned ad, den græske dame rører ham kort på skulderen. De går ud af den indhegnede EASO-plads.

13.53 jeg finder en plads i skyggen, mindre mennesker nu.

Pladsen: en dame kommer til hegnet taler på kurdisk til en mand indenfor. Familier står omkring med små børn, det ser ud til at der er mange medarbejdere. Medarbejderne kommer og går til familierne. Menneskene venter langt imellem de små korte visit fra medarbejderne.

13.55 jeg venter stadig.

14.02 arabi, arabi, en ung mand får hjælp til oversættelse. Jeg tænder en cigaret.

14.03 jeg flytter plads og sætter mig direkte ud for damen bag ruden, hun kigger alle andr veje end ligefrem.

Klokken er over 14, hegnet bliver lukket ikke flere kommer ind idag. Udenfor står 10-12 mennesker.

14.06 min rudedame skifter plads, der er 3 ruder mon hun skifter igen hvis jeg flytter med?

14.11 4 oversættere forlader området, en sikkerhedsmand i jakkesæt der halvskjuler hans sikkerhedsvest kigger på sit ur. Siesta i Grækenland. Min rudedame går.

Nogle børn sover på bænke, andre leger i gården jeg kan se på den anden side af min infoboksindhegning. Jeg er optaget af en baby i klapvogn, der bider i sin sele.

14.16 tålmodighed er en dyd, jeg er ved at opgive håbet for idag. Min rudedame er tilbage. Måske der er håb.

14.19 en græsk mand får en mindreårig til infoindhegningen fra køen med de mennesker udenfor der gik forgæves idag.

14.20 min rudedame rejser sig, ringer fra 3 forskellige telefoner, ser ud til hun ikke kommer igennem. Går ud af sin boks, bagom kigger efter nogen/ noget. Jeg begynder at tro at de ikke helt ved hvad de skal stille op med mig. Jeg passer ikke ind i nogen boks. Hun sætter sig på sin pind igen.

14.33 holder mig selv beskæftiget med whatssapp chat med den britiske læge og britiske donor som følger familien Shadi på afstand, og prøver at hjælpe fra England. Oversætteren har lige skrevet, at faderen er mismodig at lægerne har definitivt sagt at de ikke kan hjælpe sønnen. Hans krop er fuldt ud inficeret af hans brandsår.

FUCK!!!!

14.35 mangler stadig at finde et sted at bo til familien fra imorgen, skriver til donoren om hun er klar på at betale den dyre lejlighed to uger mere, skriver til nuværende udlejer om de kan blive boende en uge eller to mere... 

14.39 jeg bliver kaldt til rudedamen, hun har fundet en oversætter fra engelsk til græsk. Jeg forklarer familiens situation, hun lytter, vil gerne hjælpe. Hun vil nu kontakte EASO og sætte mig i kontakt med dem. 

14.47 jeg venter på bænken igen, med fornyet håb.

14.51 jakkesæts EASO expert kommer og taler med mig. Jeg forklarer situationen, han skal afslutte en sag først han kommer tilbage om ti minutter. De lød oprigtig klar på at ville hjælpe.

I believe!!

15.08 jakkesættet kommer tilbage, har brug for min telefon med registreringsbillederne. Han får min tlf med sig, jeg må have genfundet min tillid til noget system når jeg rent faktisk giver ham min tlf og koden til den :) bureaukrati, jeg kan ikke gå indenfor med EASO manden...

15.12 venter på bænken, tænder en smøg. Har fået lovning på penge til at beholde familien i lejligheden de er i nu. Forhåbentlig siger udlejeren ja i aften. 

15.13 jeg er ved at rende ud for tid, skal være på hospitalet klokken 16. Og hente tøjdonationer hos fairtradebaren på vejen.

15.14 systemer, systemer, hmm hvad mon bloggen kommer til at indeholde... Observation når jakkesættene hører historik om familien, som ja er ekstrem, men desværre ved jeg der er hundredevis af dem, så bliver de meget berørte og gør hvad de kan for at handle hurtigt. Men fuck hvor er det svært at nå til dem. Mit gyldne danske kørekort hjalp mig til at kunne hjælpe dem. Skræmmende at tænke på alle dem der ikke har selvstændige frivillige til at være pushy og insisterende for dem. For ikke at tale om selvstændige frivillige der finder donationer til at kunne akkommandere dem, give dem mad, tøj og ikke mindst information i en by hvor systemerne mildt sagt halter...

(...)

Resten er skrevet kl. 20.16

15.17 fra da blev det travlt... EASO-jakkesættet frem og tilbage bad om papirerne, havde dem kun på kameraet. Fik tre muligheder for at kunne få en hurtig aftale, valgte den sikre at prøve at vinde over tiden og nå frem og tilbage mellem hospitalet og autoritetsbygningen på under en halv time.

Jeg vandt over tiden, skrev til vores oversætter i England at han skulle ringe familiefaderen op så han havde papirerne klar når jeg kom til hospitalet. Ind og ud af taxaer, var tilbage hos EASO kl. 15.57 pyyhhh...

Familiens papirer blev scannet og de har fået en fasttrack morgen aftale onsdag, idag er fredag, dvs de skal møde op kl. 7 med hele familien, og så vente til kontoret kalder dem ind. Normalt, hvis noget kan kaldes normalt, er udsigten til aftaler med EASO 2-3 måneder ude i fremtiden... Denne familie er yderst heldige, vil hellere sige at alle de andre er uheldige og vildt dårligt stillet hvis ikke de tilfældigvis har fået kontakt med selvstændige frivillige grupper der kender og tør arbejde i og med og udenom systemerne....

Lejligheden faldt også på plads, om ikke andet for den næste uge. Mødtes med familien og udlejeren kl 17.00 i lejligheden, forklarede situationen og han sagde ja. Vi betaler overpris for lejligheden, men den er praktisk tæt på hospitalet og god for familien.

19.47 hjemme igen...

Slapper nu af og nyder min priviligerede rødvin, og ser på drengene fjolle rundt med vores hund Jungle.

Idag var en slags sejr og samtidig nederlag, i dag viste systemet at det kan fungere, men også at det er for de priviligerede dem der har kontakterne. I aften vil jeg holde fast i at en familie bliver hjulpet, de har en nåleklar asylsag og den kære dreng kan forhåbentlig snart komme til et hospital hvor der er specialister der kan hjælpe ham ud af sin smerte. Dernæst håber jeg for familien at de får asyl i et trygt land, der byder dem velkomne som mennesker. Men et skridt ad gangen. Onsdag morgen næste milepæl i deres lange rejse."

What am I, and we doing... Or at least trying to...

Idag er det mandag... Har været i Athen godt to uger, bor i et skønt kollektiv og nyder stadig at have et hjem at komme til efter dagen ude. Jeg er selvstændig frivillig, nu med en gruppe, hvor vi har oprettet den græske ngo Khora. Vores plan er stadig at sætte et socialcenter op, og kokkerere og udlevere mad og bidrage til informations- og sagsanlæg i den bygning, vi forhåbentlig snart finder. Anyway bygningen er ikke dukket op endnu, men vi arbejder alle med at gøre de ting vi nu hver især er gode til, bare uden at have bygningen at tage udgangspunkt i. Det betyder nogle kokkererer i squats mens andre leger med advokater, ngo'er, projekter, politiet og anarkister. Jeg er en af dem der leger rundt med ngo'er/projekter etc. Pt udfører jeg socialarbejde i og omkring børnehospitalet Sophia. Samtidig forsøger vi som gruppe at finde vejen til systemerne, for så mange som muligt.

Jeg bliver beriget af mit arbejde med denne sårbare familie, og alle de mennesker omkring dem i og uden for hospitalet.

At tage til et hospital, under denne humanitære krise, er hårdt men også livsbekræftende... For mig giver det mening igen at have den individuelle direkte facetoface kontakt med andre mennesker, hvor jeg kan følge deres vej.

Denne familie er også vores, som organisation, første prøvelse på om vi som nu ngo kan hjælpe med den bedst mulige info samt om vi kan råbe højt nok for disse mennesker til at de bliver hørt...

Hvorfor???

Jeg har håb, samtidig med at jeg bliver frustreret over ikke-eksisterende pseudo-systemer... Og tænker Why Europe? Hvorfor gør vi ikke vores bedste for at hjælpe disse mennesker, de lever og er som dig og mig, alligevel kan det virke som om, at de af systemerne bliver behandlet som i bedste fald numre, men i realiteten som problemer der skal flyttes væk.

Update på ovenstående familie

Vi har nu fundet en permanent lejlighed til familien, eller så længe de har brug for den, vi hjælper dem med flytning fredag. Programmet familien har fået et møde om, er det europæiske relocation program... Familien ønsker at komme tæt på sin familie i Østrig.

Den ældste søn i familien er på hospitalet, grundet en ulykke på togskinner i Idomeni, hvor han fik elektricitet gennem sin krop og derfor er i intensiv pleje. Ulykken skete ved at han legede rundt på et tog med en kammerat, de ramte elledningen. Hans ven fik en lille skramme som nu ikke kan ses, han selv blev forbrændt fra hoved til tå. Hans tilstand er ustabil, og hospitalet har nu meldt at de ikke ved hvordan de kan hjælpe ham. Vores opgave nu er at finde speciallæger der forhåbentlig kan få denne unge dreng ud af smerte.

Kære menneske, tak fordi du læste med... I næste blog, vil jeg skrive noget mere om systemerne men allerhelst håber jeg at kunne fortælle en positiv historie om denne syriske kurdiske familie... En af mange... Verden har brug for positive historier, vi har alle brug for at se medmenneskeligheden vinde!!!!

Kærlighed fra mig til dig... Verden har brug for kærlighed!!!

Idomeni - for altid printet i mit sind...

Kære menneske bag skærmen...

Pt sidder jeg på en cafe overfor mit nye hjem i et kollektiv i Athen, mit priviligerede valg. Jeg ankom til Athen igår nat/ tidlig morgen, efter et mislykkedes forsøg på at hitchike fra det nordlige Grækenland hertil. Efter 8 timer og 51 km valgte min rejsekammerat og jeg at vandre til den nærmeste landsby, fandt en bus til Thessaloniki hvorfra vi havde vores 6 timers bustur til Athen.

Jeg føler at jeg er kommet til et hjem, et kollektiv, hvor jeg sammen med skønne mennesker har plads og mulighed for at fordøje den sidste måneds tid ved den makedonske grænse i og omkring flygtningelejren i Idomeni. Jeg fortsætter mit simple humanitære bidrag herfra med dem...

Mine tanke er dedikeret til de skønne mennesker der dagligt bor og lever i og omkring den makedonske grænse.

Idomeni - intentioner og virkelighed

Min egen intention om Idomeni var en kort tur, 7-10 dage, være basic frontliner og lytte og gøre hvad de erfarne frivillige deroppe rådede mig til, simpelt at gøre hvad der var brug for. Jeg blev en måned. Flere omstændigheder gjorde at jeg efter 3 dage i Idomeni, sammen med 2-3 andre, blev ansvarlig for og oprettede et nyt madprojekt. Hummus Rights project - Idomeni. Så virkeligheden for mig blev koordinering, planlægning og masser af wrapping og pakning af 2000 madposer dagligt og over 3000 Hummus Wraps blev produceret. En fantastisk rejse at se noget vokse og blive til virkelighed, en virkelighed der gavnede mere end 3000 mennesker dagligt i Idomeni Camp og omkring de besatte tankstationer.

Teknisk er jeg også blevet, det lykkedes med stor hjælp at opsætte en facebookside for projektet, til sidst blev jeg helt god til billedupdates :) Har du lyst kan du tjekke den ud Hummus Rights Project - Idomeni.

Jeg er inderligt taknemlig for alle der bakkede op, og ikke mindst glad i hjertet over at have mødt og set så store hjerter omkring mig, samlet på et sted hvor frustrationer, håbløshed og magtesløsheden over den usikre og uvisse fremtid kunne være grobund for konflikter jeg end ikke kan forestille mig...

En dråbe skabte ringe i vandet...

Dagligdags valg i Idomeni

Dette bliver selvfølgelig set med mit perspektiv, set fra en vestlig med gyldent pas, der ved at hendes ophold i Idomeni er selvvalgt og kortvarigt. En frivillig der dagligt tog hjem til en sofa i en delelejlighed, med rindende vand elektricitet og varme. Det var mit eget valg at bruge de fleste af mine vågne timer i projektet. Jeg kunne til hver tid, have forladt projektet og taget videre eller blevet i sofaen. Pointen er det var mit valg, jeg havde og har retten over mine egne valg. Valg menneskene i lejrene og på tankstationerne ikke har i samme udstrækning. Jeg havde alle mine basisfornødenheder, havde alle mulige valg for hvad jeg ville spise, hvad jeg ville bruge af penge, hvordan jeg ville bruge min tid, hvem jeg ville være sammen med. Simple valg, men dog med kæmpe betydning for min hverdag.

Jeg er blevet meget bevidst om retten til at vælge, retten til at føle og vide at du har noget at sige i dit eget liv.... En ting er at vide at du er stjernen i dit eget liv, noget andet er at have muligheden for at styre noget så simpelt som jeg tog forgivet - at vælge/ bestemme min egen hverdag...

Line Line Line - saf saf saf - kø kø kø

I Idomeni er der madkøer, tøjkøer, informationskøer, vandkøer, teltkøer, tæppekøer - køer for alt!!! Hvad end du vil modtage skal du stå i kø, selv vores maddistribution var en kæmpe kø... Vi gjorde hvad vi kunne for at servere så hurtigt som muligt, alligevel stod menneske der i kø ofte mere end en time, mens andre måtte gå tomhændede efter timevis. Køerne skal du stå i, hvis du vil modtage noget, køerne er der i vejrets luner, regn blæst og sol på åbne marker med alt for lidt ly...

Nogle køer har regler, andre har rammer, vores køer havde rammer. Rammer vi måtte håndhæve for at holde frustrationerne lave og tiltroen til os god. Kvinder og mænd hver for sig, børn kunne selv vælge. Menneskene i lejren valgte selv at oprette køerne således. Vores intention var en linje, men de organiserede anderledes og de vidste bedst. Menneskene i lejren ved hvad der fungerer, og ved hvad der giver mening for dem, vores opgave er at lytte og tilpasse, uden at falde i en fælde hvor nationaliteter kan blive diskrimineret.

Vi prøvede at tilpasse vores madposer, så de gav bedst mening ernærings- og smagsmæssigt. Vi prøvede at tage hensyn til miljøet, fødevaresikkerheden kom dog altid først. Virkeligheden er også at behovet for nødhjælp er så stort at miljøet ikke er førsteprioritet, mere end 14.000 mennesker bor i Idomeni Camp.

Samle affald efter os, hjælpe menneskene med affaldskasser og give dem muligheden for at rydde op efter sig selv - viste sig at være et kæmpehit. Disse mennesker vil gerne passe på deres omgivelser, og ikke mindst vil de gerne have muligheden for at lave noget meningsfuldt. Hvem ville have troet at "at samle affald" blev en hovedattraktion og en begivenhed mange mennesker deltog med glæde i. Handsker og affaldsposer var en fast del af vores udstyr når vi kørte til lejren. At vise vejen og give muligheden blev en af vores største successer...

Fremtiden i Idomeni

Fremtiden er selvfølgelig som alt andet i denne humanitære og politiske krise uforudsigelig. Jeg kan ikke forestille mig at Idomeni bliver evakueret i den nærmeste fremtid, 14.000 mennesker lever der, kun et fåtal ønsker at vende hjem til deres krigsramte lande, et endnu mindre antal har fået deres første officielle møder med autoriteterne. De fleste jeg talte med, holder fast i håbet om at grænsen åbner og/ eller at EASO (relocation program til andre EU-lande), ISO (hjemsendelsesprogram) og asylsystemet i Grækenland kommer til at virke igen. Pt er ALLE programmer mildest talt fastfrosset.

Flere selvstændige frivillige grupper er nu ved at omdirigere deres umiddelbare direkte nødhjælp til mere bæredygtige projekter, hvor menneskene i lejrene og på tankstationerne får en større indflydelse på egen dagligdag. Det være sig oprettelse af camping køkkener, uddeling af basis fødevarer, oprettelse af 24t tøjdistributionssteder hvor de selv kan vælge tøj, fremfor take-it-ore-leave-it-distribution. Projekter der skal give menneskene en form for mulighed for valg, samt give dem muligheden for eksempelvis at lave egen mad fremfor at stå i bagende sol i lange lange køer...

Det er stadig givtigt og vigtigt at ser bliver udleveret færdig mad, specielt for dem som ikke har og måske aldrig får muligheden for at kunne kokkére selv.

Jeg ved også at de fantastiske mennesker der overtog Hummus Rights, nu også arbejder på den bedst mulige nødhjælp fremadrettet i Idomeni, og jeg følger deres engagement og smukke hjerter med glæde... 

Den reelle fremtid

Basishjælpen kan ngo'erne sammen med de frivillige levere hvis alle er indstillet derpå. Den største faktor, menneskenes fremtidsvilkår, kan ingen af os ændre, det kræver ikke bare politiske løsninger men først af alt politiske handlinger. Vi kan gøre opmærksom på disse menneskers skæbne, deres levevilkår og nok så mange gange fremhæve at basis menneskerettigheder og deres asylrettigheder ikke bliver overholdt.... Men i bund og grund kan vi som individer ikke ændre deres situation, det er ude af vores hænder - udenfor vores rækkevidde... 

Det betyder dog ikke at vi ikke kan gøre noget, for det kan vi, du bag skærmen og jeg hernede. Du kan være med til at lægge et politisk pres, jeg kan være til stede, se og behandle menneskene foran mig som hvad de er - mennesker!!!

Det kunne være dig eller mig i denne situation, hvordan ville vi selv behandles hvordan ville vi ønske andre mennesker talte om os. Jeg kender mit svar, jeg ville ønske at bliver behandlet med respekt, smil, humor og værdighed som alle andre mennesker burde behandles i deres hverdag. Intet mere intet mindre. Menneske til menneske...

Idomeni - tak

Tracy Chapmans smukke sørgmodige sange fulgte mig i Idomeni, samtidig med at jeg så kærligheden og viljen blandt disse mennesker til at ville leve , at ville være, at ikke ville knægtes - troen og håbet på livet som sin helhed. Den anden side er også, at 2 mænd, hvoraf den ene var mindreårig, har sat ild til sig selv i ren frustration. At menneskene lever i et dagligt protest-miljø hvor nogle demonstrationer er fredelige og fulde af håb, mens andre ender med at al distribution bliver lukket for at sikre at der ikke sker voldelige optøjer.

En ting er sikkert, jeg vil aldrig glemme Idomeni, aldrig glemme børnenes smil deres leg i køen, samtalerne med kvinderne og mændene. Tusinder af ansigter i alle humørlag, samtaler, interaktion kommunikation alle -ionerne har uden tvivl beriget mit sind... 

Det sidste jeg sagde i Idomeni til vores gode græske wholesaler, som blev en nær ven, var "Im glad that Im sad of leaving, cause it means it meant something being here" Han istemte "I'm glad that I'm sad to, but you are crazy" <3

Jeg tager menneskene med mig i hjertet, ikke mindst de frivillige der dagligt hjalp i lejren som selv er flygtninge, deres ord og deres ønske om held til mig smiler og glædes jeg over.

Tak fordi du kære menneskene bag skærmen læste med, her er min hjernes version af nogle af de Tracy sange der kører rundt ;) 

Kærlighed fra mig til dig <3

....Across the Lines

who would dare to go

under the bridge over the tramps

which separate white from blacks

Choose side, run for your life,

Tonight the riots begin....

....Last night I heard the screaming,

Then a silent a chill my soul

Thought that I was dreaming,

When I saw the ambulance on the road

The police always coming late, if they coming at all

The policeman said :I'm here to keep the peace

And the crowd dispersed I think we all could use some sleep...

Virkelighedens konsekvenser når Europa lukker sine grænser....

Kære menneske bag skærmen...

Bloggen har lagt lidt tavs, ikke fordi der ikke har været noget at skrive om, men fordi nogle gange er ord bare ikke nok...

De sidste uger i better Days for Moria har været meget følelsesladet, fyldt med hverdagsglæde og magtesløshed... Fyldt med kærlighed fra menneskene der omgiver mig dagligt.

Jeg har valgt idag at skrive til jer om de mennesker der nu er "fanget" på Lesvos. De mennesker vi, med de gyldne pas, må sige til "no solution", "we don't know" og ikke mindst "I'm sorry" ...

Den politiske situation

Som skrevet tidligere er hverdagen her foranderlig, trods det at de europæiske løsninger synes langt væk, sker der ændringer på jorden dagligt. Desværre ikke til den gode side, i hvert fald set fra mit perspektiv. Grækenland er presset, flygtningesituationens omfang er overvældende, jeg tænker vi er i midten af en katastrofal humanitærkrise. En humanitærkrise vi skal være meget opmærksom på ikke ender i at vi for altid umenneskeliggør de flygtede mennesker. De er og bliver mennesker som dig og mig!

De kom med håb til Lesvos, de overlevede krigene/ militærdiktaturene i deres hjemlande, de trodsede farene i Tyrkiet, de overlevede havets brusen - for at komme til et kontinent der ikke vil have dem... De kom med håb og lettelse, det politiske Europa tager imod dem med flere mure, hegne og paragraffer... 

Det er ikke værdigt - det gør ondt i mit menneskehjerte...

At være til...

Jeg reagerer nogle gange med vrede, andre gange med sorg - jeg formår stadig at bruge følelserne konstruktivt - se det enkelte menneske og prøve hvad jeg og vi kan for at lette deres situation ved at være til i nuet. Og ja jeg bruger min vrede, til forhåbentligt konstruktivt at lade medierne være talerør for disse mennesker.

Kære Europa, kære vestlige civiliserede verden, glem ikke hvad du er bygget af - mennesker med drømne og visioner, mennesker med hjerter, mennesker der ønsker at leve. Uden vores hjerter, vores empati og medmenneskelighed hvad er vi da andet end kolde kapitale robotter? Jeg tror ikke på at nogen ønsker at leve i en kold verden styret af kapital og robottænkning... Der er ingen nemme løsninger, men vi må alle prøve det bedste vi kan... 

"Kære politikere, det er tid til et pavekonvent, I skal finde en løsning, I skal handle og det skal være nu!!! Min bøn til jer, lad min mistillid til jeres europæiske topmøder komme til skamme. Vis os at der er en grund til folket valgte jer som repræsentanter. Åben jeres sind og brug jeres hjerner - åben grænserne... Intet menneske skal være adskilt af en streg"

Pakistan, Bangladesh, Marokko, Tunesien og Algeriet

5 lande, 5 befolkningsgrupper der ved ankomsten til Europa får besked på i registreringslejrene at de ikke er velkomne, at de kom ulovligt at de er i Europa ulovligt, og at de ikke kan fortsætte deres rejse fra de græske øer lovligt...

De bliver smidt på porten, med meget lidt information. De får, hvis de er heldige i Moria at vide, at de kan gå 400m op ad vejen, der møder de en lejr af frivillige der vil og kan give dem information. Informationen her er dog den samme "kære mennesker, der er ingen løsning." De  kan få et telt at sove i, te, mad og tøj, men løsninger findes ikke. Samtidig er vi i den uofficielle lejr nødt til at fortælle dem, at de ikke kan blive longtermers hos os, for flere mennesker er på vej, flere der har behov for ngo'ernes og vores hjælp. En ting er hvis det bare var logistik og pladsmangel, desværre er det større end det. Menneskene fra de 5 lande, er ikke i sikkerhed på vores grund, politiet har startet de første arrestationer der fører til deportation.

Pistolen for panden - er det den nye europæiske politik?

Registreringen, der giver det gyldne rejsepas i Grækenland, af pakistanere og folk fra Bangladesh stoppede søndag otte dage siden. Fra det ene øjeblik til det næste, menneskene på flugt kom ud til os rådvilde "de siger de vil arrestere mig", "hvorfor råber de ad mig" "jeg forstår ikke hvad de siger" "hvornår åbner registreringen?" Som dagen gik, forstod vi at registreringen var lukket. En Whatsapp-samtale med dansk flygtningehjælp bekræftede mistanken. Endnu 2 befolkningsgrupper var udelukket for en mulighed for et frit og trygt liv i Europa.

Vi samlede dem, oversætterne var på hårdt arbejde med at oversætte de dårlige nyheder. Jeg førte ordet, jeg så dem i øjnene, jeg følte sorg.

Vores sølle forsøg på at lette stemningen blev kricket og volleyball, undervurdér ikke sammenholdets og legens glæde. Vi fik en ok aften...

Dagen efter holdte vi endnu et morgenmøde, denne gang for at fortælle dem "vi tror ikke på at registreringen vil åbne for jer igen, når de først har lukket for en nationalitet genåbnes den næppe. Det er ikke vores beslutning, vi kan ikke ændre politikken, vi føler med jer." Oversætterne måtte denne gang høre på en kvinde, der opfordrede til at et par frivillige blandt mændene skulle melde sig og begå selvmord. Hun var overbevist om at politikerne så var tvunget til at genåbne registreringen.

De følgende dage steg antallet af såkaldte "illegale" mennesker på øen. UNHCR og Anthie (regeringsansat leder af registreringslejren) ville komme til olivengrunden for at holde et officielt møde med dem. Anthie og UNHCR ville overbringe deres "muligheder", vi samlede de berørte til klokken 17... Vi ventede... Folkemængden opløstes... Klokken 18.30 kom de, mødet blev afholdt i mørket. Anthie, en repræsentant fra UNHCR og oversætternes ansigter var oplyst af vores elektriske lys fra teltet. Volleyballbanen var nu et møderum. Den officielle oversætter måtte rystende opgive, en af vores britiske læger med pakistansk baggrund overtog opgaven.

"Mulighederne"

1) frivillig deportering til Tyrkiet, da Pakistan ikke anses som sikkert til relokering. Ved dette valg ville de få 300euro med sig som starthjælp. Denne frivillige ordning kan kun vælges hvis man ikke søger asyl.

2) søge asyl i Grækenland. Her vil de blive registreret sejlet til Tessaloniki, hvor deres asylsager ville blive fasttracket. Pakistanere har en minimal chance for asyl i Grækenland. Efter endt screening/ fasttracking vil de, hvis afvist, blive deporteret til Tyrkiet.

Så de såkaldte muligheder fører til samme udfald, deportering til Tyrkiet. Et land der bestemt ikke er sikkert for disse mennesker. Deres oplevelser med det tyrkiske politi og den tyrkiske kystvagt er langt fra humanitet.

Pistolen for panden, vil du til Tyrkiet med penge, eller vil du til Tyrkiet uden så leger vi at du søger asyl i Grækenland, vi leger at dine menneskerettigheder som asylansøger bliver overholdt.

Afghanistan - ny business for menneskesmuglernes

Lige et ord med på vejen. I sidste uge blev grænsen til Makedonien lukket for afghanerne, igår hørte jeg at UK nu anser Afghanistan som et sikkert hjemsendelsesland. Dette forstår min simple hjerne ikke... Anyway afghanerne sidder ligesom alle andre mennesker, end syriske og irakiske familier fast i Grækenland. De kan ikke længere krydse grænserne lovligt. At Europa lukker deres grænser, tvinger disse mennesker ud i menneskesmuglernes farlige arme. Vi tvinger mennesker på flugt til igen at tage kæmpe risici, vi burde gøre mere.

Den humanitærkrise forsvinder ikke ved at vi lukker øjnene.

Min videre færd

Fredag rejser jeg selv nordpå, jeg kan med mit gyldne pas komme til Tessaloniki på en lille time, derfra tager jeg til Idomeni grænsen til Makedonien, og tilbyder min hjælp. Jeg er fuld af kærlighed over better Days for Moria, og er stolt af at se daglige udviklinger. Den humanitærekrise er ikke forbeholdt Lesvos eller de øvrige græske øer, Athen og Idomeni er situationen yderst skrøbelig. De mangler mad, husly og information. Sammen med et smukt team, er vi i gang med at finde et sted i Athen til et køkken og infocenter. Mens de smukke mennesker får kontrakterne på plads, tager jeg til Idomeni. I Idomeni vil jeg udføre humanitær nødhjælp og samle personlige kontakter og viden, så vi senere i Athen har et bedre netværk, til at kunne give menneskene på flugt den bedst mulige information.

Jeg har hørt mange historier om Idomeni, jeg er spændt og samtidig forlader jeg better Days for Moria med glæde. Glæden over at jeg ved at ingen frivillig er uundværlig, en anden vil overtage min plads og de følgende dage vil jeg gøre mit til at overdragelsen lettes.

Min erfaring her fra Lesvos vil helt klart blive nyttig videre på rejsen...

"Kære menneske

Indsigt gennem udsyn bestemt, jeg lærer dagligt mere om mig selv gennem mødet med menneskene omkring mig. Jeg oplever dagligt tillid på tværs af sprog, nationalitet og hudfarve. Jeg oplever håb, kærlighed og drømme. Jeg oplever et drive som er misundelsesværdigt... Jeg oplever humanitet, jeg oplever medmenneskelighed. Alt dette på det samme sted hvor levevilkårene for magtesløshed og frustration er alt for gode."

Tak fordi du læste med,

Kærlighed fra mig...