Kære menneske bag skærmen,
Det er noget tid siden jeg har skrevet sidst herinde. Denne gang kan du læse om mine tanker om specifikke overgange. Pt fylder overgange for mig af forskellige arter: ikke-registrering til registrering, asylansøger til flygtning, kooperativ til forening, græsrods aktivist til selvstændig.
Hvordan mon det egentlig er at leve i konstante overgange bestemt af andre? Jeg bestemmer mine egne overgange, det gør langt fra alle mennesker her i Athen.
White card - asylansøger kort
For 2 måneder siden fik en af mine gode venner endelig sit første White card. White card et foldet stykke papir, der fylder ca en tredjedel af en A4 fuldt udfoldet. Dette papir er også papiret der betyder at du nu er registreret som asylansøger. Det har et asylsagsnummer, et kortnummer, dit fulde navn, dit oprindelsesland, udstedelsesdato, udløbsdato og en dato for dit første asyl-interview hvis du er heldig.
Et papir der udefra set kan gøre dig til et nummer i systemet, men her er stykke papir der betyder alt. Et papir der indikerer hvor længe du endnu skal vente for at få bestemmelse over din livssituation. Det giver dig også retten til at arbejde, mulighed for at kunne ansøge om et skattenummer samt et sundshedskort nummer. Muligheden for at fortælle autoriteterne og ngo’erne at du nu lovligt er asylansøger i landet, hvilket på papiret giver dig ret til en bolig. At det officielle system ikke har ressourcerne og eller viljen til at huse dig, er et skriv for sig selv. Du kan med papiret ansøge om et sted at bo, opsøge en flygtningelejr, international ngo, FN eller de græske myndigheder og sige at du eksisterer, kræve værdighed og tag over hovedet. Du må råbe højt længe.
Tålmodighed er stadig en værdsat og meget nødvendig dyd i dette sydens grænseland for Europa.
At komme igennem
Tilbage til min ven. For 2 måneder siden fik han sit White card, han er nu officielt anerkendt som asylansøger i Grækenland. Det tog ham 1,5 år. 1,5 år hvor han ugentligt ringede til skydelinjen for registrering af folk med hans etnicitet og sprog, for blot aldrig at komme igennem. Hver fredag tog han til det græske asylkontor Katehaki, hvor han hjalp de mennesker hvis sårbarheds kriterier gjorde at de kunne registrere sig uden om Skype, med at blive registreret. Hver eneste fredag prøvede han også selv at blive registreret. Intet hjalp. Til sidst lykkedes han med gennem sin medicinske historie og en dedikeret advokats hjælp at komme igennem uden Skype.
Han blev registreret som asylansøger.
Overgangen for min ven
Dagen han fik sit White card var en lykkelig dag, han hoppede og dansede, ham og hans kæreste kaldte på festivitas og vi fejrede sammen. Sammen fejrede vi at han nu endelig havde fået tildelt et nummer.
Nu med sit berettigede White card, har han rejst til græske øer, taget på tur ud af Athen, lovligt kunne leje en lejlighed, kunne ansøge om FNs crash card program, der giver ham 120 euro om måneden.
Min ven har altid været utrolig utrættelig, og kæmpet for at finde steder til de mange hjemløse flygtninge der passerer vores vej, altid klar på en oversættelse eller en eskorte til et officielt kontor. Han kæmper stadig for menneskers rettigheder her.
Nu med det største smil jeg har set ham med. Hans ord fra dagen hvor han modtog sit White card: “My sister, I’m free now, I have number, no more afraid of policemen, no more trouble. My card means I’m legal - they (the authorities) recognise me - I’m existing”
Hvorfor skulle den overgang tage halvandet år? Næste fase for ham er som afventende asylansøger, hans første asylinterview dato er i november 2019, der får han for første gang efter 3 år i Grækenland officielt lov og plads til at fortælle hvorfor han forlod sit oprindelsesland, hvorfor han måtte flytte. 3 år for officielt at blive hørt for ham i det officielle system. Men han smiler stadig - er fuld af beundring for ham og andres menneskers overlevelsesevne
Kære menneske bag skærmen, jeg smiler stadig, jeg smiler nu, jeg smiler fordi jeg husker at engang imellem kommer mennesker igennem systemernes bureaukrati og disse små som store stjernestunder skal fejres og mærkes.
Jeg smiler når jeg tænker på dagen hvor Haroon fik sit White card.
En lille nerve en lille stemme, frygter den dag han får sin afgørelse, frygter at han som mange andre vil blive afvist blot grundet sin nationalitet trods det at han som mange andre er personligt forfulgt.
Jeg smiler stadig når jeg så tænker på hvad hans svar ville være til en sådan afgørelse “no problem, we will fight it, we will appeal”.
Jeg smiler fordi Han har ret, kampen om menneskers rettigheder her i Europas grænseland vil fortsætte.
Tak Haroon og de mange skønne mennesker - der dagligt viser mig hvad indre styrke er. Tak fordi også I giver mig troen på at vi sammen kan gøre verden bare en lille smule bedre blot ved at være til, lytte, være venner, turde snakke og turde åbne vores sind en lille smule for verden omkring os.
Kære menneske bag skærmen, tak fordi du læste med ❤️
