Kære menneske bag skærmen
Denne Update vil jeg dedikere til tre skønne teenagere, som er/ var ukompagnerede i Grækenland, ens for dem alle tre var at de tog alene over Middelhavet for at komme i sikkerhed og med håbet om at kunne blive genforenet med deres respektive familier i Danmark.
Jeg bruger ikke deres rigtige navne eller præcise historier.
Dansk bureaukrati versus teenagerens tålmodighed
Jesuf, er en ung teenagedreng, der drog alene over Middelhavet i håbet om at komme mod Tyskland. Han har svigerfamilie i dk, men kan ikke blive sammenført da hans genetiske familie endnu ikke er godkendt. Pt i Grækenland sidder han fast i Athens gader, han vil ikke melde sig som mindreårig hos de større ngo'er da han frygter at sidde fast i de såkaldte ungdomscentre (realitet ungdomsfængsler) på øerne, hvor han ville sidde helt låst. Han ønsker ikke at søge asyl i Grækenland, han ønsker blot at komme tættere på sin familie. Jesuf er ung, jeg tror desværre ikke han har tålmodigheden til at vente på det danske bureaukrati.
I khora community center har han et sted at være i dagtimerne, men han vil allerhelst prøve at skrabe penge sammen til at komme videre. To gange om ugen er jeg i kontakt med ham, men kan desværre ikke gøre andet for hans fremtid end at give ham information, derfra må han tage sine egne valg som en voksen mand trods sin unge alder.
Jesuf bor i en besat bygning, er omgivet af gode venner, finder mad på gaden og blandt frivillige grupperinger. Han ender nok, som mange andre mindreårige i Grækenlands gader, med at tage endnu en farefuld tur i menneskesmuglernes lune.
Menneskesmuglere grundet frygt for systemerne
Yaisir er 16 år, ham stødte jeg på i khora under en uendelig lang opvask, Yasir og hans venner kom pjattende ind i køkkenet, og gik straks i gang med opvasken da de så jeg stod alene. Snakken gik på meget gebrokkent engelsk, da de alle tre først lige er begyndt at lære det. De spurgte mig hvor jeg var fra, til sidst forstod de Danmark. Her blev stemningen høj, Yasir fandt sine papirer frem og fik fortalt at hans fader var anerkendt som flygtning af det danske system. Efter samtaler og god hjælp fra det vidunderlige græsrods miljø i Danmark, kunne jeg se at Yasir kunne komme med mig til dk under Dublin konventionen. Han skulle "blot" registrere sig i Grækenland, komme på den danske ambassade og relativt simpelt ville han med mig som eskorte kunne flyve til dk inden for 2 uger.
Men men men... Teenagere og tålmodighed, Yasirs sag var klokkeklar, men pludselig en aften skrev han at han nu var i Tyskland. Han har højst sandsynligt smuglet sig dertil.
Jeg er dybt frustreret over at vi i den priviligerede såkaldte humanitære velfærdsstat, har en lovgivning der afviser familiesammenføringer fra krigsramte lande til mennesker der af klokkeklare årsager måtte flygte fra hus og hjem. Afvisninger af familiesammenføringer der ender med at bringe disse mindreårige på livsfarlige ture over Middelhavet og videre op i Europa i menneskesmuglernes hænder, i ren frustration og afmagt for at holde sig selv i live.
Hvordan kan vi gøre det Danmark? Jeg forstår det simpelthen ikke, retten til familieliv er ukrænkelig, retten til et anstændigt liv som menneske hvor end du er fra burde aldrig tilsidesættes for nogen politiske, markedsøkonomiske og eller af grunde jeg end ikke kan sætte mig ind i som frygt!
Har frygten overtaget?
Frygten har overtaget nok dele af den amerikanske befolkning til at de kunne vælge en mand til præsident som oveni hatten har voldtægtsanklager og børnearbejdeanklager mod sig og sin virksomhed. En frygt der var så stærk at humanitarismen, hvert enkelte individs værd som menneske åbenbart ikke gælder længere?
9. November var for mig ikke en sorgens dag, men en dag hvor jeg forsøgte at fornægte valget af hvad jeg ser som en kapitalistisk, racistisk ignorant. Jeg var ked og led og jeg begyndte at mærke frygten for tredje verdenskrig, frygten for hvilken magt denne ene mand kommer til at besidde i verden. Dernæst blev jeg vred, frygten skal ikke overtage min sjæl, frygten skal ikke leve i mig - vi må alle kæmpe. Kæmpe for en verden hvor børn kan være børn, familier ikke bliver splittet ad, en verden hvor vi ser hinanden som ligeværdige trods det at vi ikke er ligestillede. Lad os kæmpe sammen for en verden med mindre ulighed, for en verden hvor frygten ikke gør os til ignoranter overfor hele menneskehedens værd!
Bevæggrunde, følelser - at være og leve
Kære menneske bag skærmen, som du kan læse er jeg meget emotionelt ramt både af det amerikanske valg, mest af alt af hvad jeg analyserer ud fra valget, men også af at være blandt mennesker dagligt der ikke får deres ret som mennesker anerkendt blot fordi de ikke har et gyldent pas. Det rammer mig hårdt hvordan vi kan ignorere det faktum at ikke blot 1,2 mio, som vi har i Europa, men hele 90 mio mennesker er internt fordrevne fra deres hjem. Og vi i lille rige Europa formår ikke engang at tage imod den lille million af mennesker, vi kæmper i stedet på nationalt niveau om at se hvilket land der vinder konkurrencen om at virke mindst gæstfrit.
Det er en skændsel intet minde.
Kære menneske der findes masser af stjernestunder i min hverdag, der findes også stjernestunder i horrible situationer og en af dem sidder jeg i nu. Jeg svæver over Europa et sted, og jeg har en ung teenager med mig. Jvf. Dublin konventionen bliver han nu genforenet med sin familie, de venter ham i lufthavnen. Pt sover han, men øjnene kører rundt. Mon ikke han vågner op til en af sine stjernestunder, for mig er det bestemt. Inden jeg forlod Athen sagde jeg til min iranske ven at jeg ville prøve ikke at tude i lufthavnen til denne smukke og private familiebegivenhed, han svarede "why? Tears are good, tears are beautiful to" - han har fuldstændig ret.
Som du måske har forstået går turen til dk, en miniferie fra den græske sol til den danske sne. Ser frem til gensynskram og gode lange samtaler, refleksioner og diskussioner - min hjerte og mit hjerte har brug for plads til at være. Til blot at være og jeg kære menneske er så priviligeret at det valg kan jeg tage.
Tak fordi du læste med, pas på dig selv og pas på vores allesammens medmenneskelighed og kærlighed vi må ikke miste troen på fællesskabet og en verden bestående af menneske til menneske. Som jeg ofte siger I kollektivet : " we just have to believe enough then it in the end will happen - and we must never stop fighting!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar