Translate

fredag den 15. januar 2016

Hvem, hvor og hvad...

Kære menneske bag skærmen...

Dette er mit første blogindlæg, hvem jeg er er egentlig ikke det interessante, men jeg vil alligevel fortælle lidt så du måske bedre kan forstå fra hvilken synsvinkel jeg skriver.
Hvor jeg er, er for mig det interessante, og hvad jeg vil skrive om vil tiden vise. Velkommen til, håber denne blog kan hjælpe mig og måske dig til at udvide horisonten og måske få udsyn gennem indsigt og subjektiv viden.

Hvem
Først og fremmest er jeg et menneske ligesom dig. Jeg er kvinde, datter, veninde og ven. Derudover er jeg fra en yderst heldig generation, jeg er 84'er hvilket betyder at min dannelsesrejse, i bl.a uddannelsessystemer, startede før de såkaldte fjumreår blev bandlyst. Jeg tog gymnasiet, gumsede rundt med rejser, højskole, kollektivlivet og fandt min vej ind i uddannelsessysteme gennem erfaring med arbejdsmarkedet i Århus. Jeg uddannede mig til pædagog, hvilket for mig at se er en livslang dannelse, en vej jeg værdsætter.
De sidste 5,5 år har jeg været på den samme arbejdsplads, et sted jeg fik mulighed for at udvikle mig som individuel pædagog, gennem udfordringer og ansvar. Jeg er født med en fagforeningsske i munden, har aldrig misset en 1.maj, så at blive Tr på min arbejdsplads var naturligt og spsændende for mig. Forrige oktober blev jeg valgt ind i BUPL Århus s bestyrelse, hvilket har og er monsterspændende arbejde. Det bringer mig frem til hvor jeg er nu...

Nåh ja, som du måske allerede har opdaget, er jeg ret glad for at skrive og når jer først kommer igang leger fingrene :)

Hvor
Jeg søgte orlov 1 år fra min arbejdsplads og fik det, hvilket jeg er taknemlig for. Økonomien, de kommunale massive nedskæringer, gjorde det en del nemmere at få fri 1 år. De nedskæringer kunne jeg skrive længe om, men det bliver en anden dag.
Jeg er på Øen Lesvos, ofte i Dk kaldet Lesbos. Øen er i Grækenland. De sidste 15 år har Lesvos modtaget bådlflygtninge fra det tyrkiske fastland. Sidste år eskalerede antallet af flygtninge der kom, og i sommeren 2015, ifølge øboerne selv, da Merkel sagde "vi har plads i Tyskland/ Europa" blev flygtningestrømmen massiv. Idag har vi en situation hvor menneskesmuglere tjener massivt på at sende flygtninge over et farefuldt farvand, i små gummibåde ofte med uduelige redningsveste til skyhøje priser.
I 2015 ankom 457.000 bådflygtninge til denne smukke ø. Dengang var der ikke etableret et system til at tage imod dem, det var op til individuelle frivillige og øboere at tage vare på disse menneskers skæbne. Flygtningene er, ligesom du og jeg, mennesker der ønsker det bedste for sine kære og sig selv. Forskellen fra flygtningene og dig og mig, er at vi lever i et trygt nogenlunde stabilt samfund med fred. Der er bestemt ikke fred, tryghed eller stabilitet hvor de kommer fra... Ingen flygter for sjov.

Lad mig så lige for en gangs skyld pointere, denne blog bliver alt andet end objektiv, jeg er farvet af at være et menneske med humane værdier, som tror på det bedste i mennesket, at der er plads til alle, at vi som såkaldte velfærdsdemokratier bør og kan hjælpe andre mennesker. Så jeg gentager mig selv, ingen flygter for sjov, og ja vi skal hjælpe vore egne borgere, men de nuværende nedskæringer i velfærdssamfundet i dk har intet med flygtningesituationen at gøre. Nedskæringerne var bestemt, før vi fik øjnene op for den største flygtningekatastrofe siden 2.verdenskrig - basta bum!


Hvad
Jeg er taget til Lesvos som selvstændig frivillig, for at joine de frivillige i arbejdet omkring flygtningene. Jeg arbejder for Better Days for Moria, som for 4 uger siden tog springet og blev en organisation. At BDM er blevet en organisation, gør fundraising en del nemmere, samt samarbejdet med de etablerede organisationer UNHCR, læger uden grænser, dansk flygtningehjælp, sigters in Heath, politiet, de græske myndigheder etc. lidt mindre bureaukratisk.
BDM har intet med selve registreringen af flygtningene, men er dem der modtager, guider og bringer flygtningene videre i systemet. Alt fra hvilken kø, hvilket sted, til lægehjælp, maduddeling og tøjuddeling. Hvorfor situationen er sådan skriver jeg om en dag, når jeg har et bedre overblik.
BDM er stadig bygget af individuelle frivillige, der kommer alt mellem 4 dage, 2-3 uger, måneder eller år, mennesker der hver især bidrager med hvad de kan. Vi kan ikke gøre situationen, eller opholdet i Morias registreringslejr godt, men vi kan gøre det mere udholdeligt for dem. Bl.a. ved at have nok mad, tøj, shelter, ly og tid og lægehjælp til dem udenfor registreringslejren.

Det bringer mig til grunden til jeg er her. Jeg er et frit menneske, jeg er ikke bundet af en familie med villa vovse og Volvo hjemme i dk, der kræver en fast indtægt og et 9-16 arbejde. Jeg er opdraget til at følge mit hjerte og mit sind, hvilket er hvad jeg gør.

Internationale pædagoger er en drøm, en vision, en plan. På denne rejse håber jeg at få en større indsigt i mig selv gennem udsyn. Indsigt gennem mødet mellem mennesker på kryds og tværs af samfundslag, lande, kontinenter og situationer. En rejse i mangfoldighedens verden...


Kom du så langt indlægget, så tak fordi du kiggede med....

Billeder kommer senere, pt har jeg en teknikblokade/ jeg-har-ikke-lige-sat-mig-ind-i-det-endnu-ting...

Transcendale kram og kærlighed til dig

Ingen kommentarer:

Send en kommentar